Østblokken

I dagens verden har Østblokken fået en hidtil uset relevans. Hvad enten det skyldes dets indflydelse på samfundet, dets indflydelse i erhvervsmiljøet eller dets betydning i menneskers dagligdag, er Østblokken blevet et emne for konstant debat og diskussion. Fra sin oprindelse til sin udvikling i dag har Østblokken været genstand for undersøgelse og analyse af eksperter fra forskellige områder. I denne artikel vil vi udforske forskellige aspekter relateret til Østblokken, fra dets implikationer i hverdagen til dets indvirkning på det globale niveau. Gennem et detaljeret og dybdegående kig søger vi bedre at forstå den rolle Østblokken spiller i vores moderne verden, og hvordan den er blevet en integreret del af vores virkelighed.

Østblokken
             Kommunistiske stater i Europa før Tito-Stalin-konflikten i 1948.

Østblokken var under Den kolde krig den almene betegnelse for landene, der var allierede med Sovjetunionen. Østblokken bestod af følgende central- og østeuropæiske lande:

Østblokken blev typisk betragtet som sammenfaldende med underskriverne af Warszawapagten, eller medlemslandene i Comecon.

Jugoslavien var aldrig en del af Østblokken (eller Warszawapagten), da Jugoslavien ikke var blevet "befriet" af Sovjet ved afslutningen på 2. verdenskrig. Tito var den tidligere leder af partisanstyrkerne i Jugoslavien, og dette var årsagen til, at han kunne overtage magten i landet. Ulig de øvrige kommunistiske lande i Central- og Østeuropa blev Tito altså ikke indsat af Den røde hær. Jugoslavien etablerede sig selv som en neutral stat under Den kolde krig.

Det kommunistiske parti i Albanien (under ledelse af Hoxha) kom også til magten uafhængigt af Den røde hær, og kunne derfor i 1960 løsrive sig fra Sovjetunionens indflydelse. Albanien knyttede sig i perioden efter 1960 tættere til Kina.

Landene i Østblokken blev holdt under den sovjetiske indflydelsessfære, af og til med militær magt. En folkeopstand i DDR blev slået ned i 1953, Ungarn blev invaderet i 1956 efter at have styrtet sin pro-sovjetiske regering, og Tjekkoslovakiet blev invaderet i 1968 efter en række omfattende liberaliseringer kendt som Foråret i Prag. Sidstnævnte blev internt i Sovjetunionen begrundet med Brezjnevdoktrinen. Brezjnevdoktrinen og truslen om sovjetisk intervention blev ophævet i 1989 og erstattet med den såkaldte Sinatra-doktrin, der markerede, at de central- og østeuropæiske lande var frie til at gå deres egne veje uden at frygte for sovjetisk indblanding. Dette var stærkt medvirkende til, at de kommunistiske regeringer i Østtyskland, Tjekkoslovakiet og Bulgarien blev afsat få måneder senere.