Carl Spitteler
I dagens verden har Carl Spitteler fanget mange menneskers opmærksomhed på grund af dens betydning og indflydelse på forskellige aspekter af livet. Fra dets relevans på uddannelsesområdet til dets indflydelse på arbejdspladsen har Carl Spitteler vakt interesse hos akademikere, eksperter og fagfolk fra forskellige discipliner. I denne artikel vil vi i detaljer udforske de forskellige facetter af Carl Spitteler, analysere dens udvikling over tid, dens implikationer i nutidens samfund og dens projektion ind i fremtiden. Derudover vil vi undersøge de muligheder og udfordringer, som Carl Spitteler repræsenterer, samt de mulige implikationer det har på menneskers dagligdag. Vi er ved at tage på en opdagelses- og refleksionsrejse omkring Carl Spitteler, et emne, der aldrig stopper med at overraske og skabe debat i det globale samfund.
 Carl Spitteler | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Pseudonym |
Carl Felix Tandem, Felix Tandem  |
| Født |
Carl Friedrich Georg Spitteler 24. april 1845 Liestal, Schweiz |
| Død |
29. december 1924 (79 år) Luzern, Schweiz |
| Gravsted |
Friedhof Friedental |
| Nationalitet |
 Schweizisk |
| Far |
Karl Spitteler |
| Søskende |
Adolf Spitteler |
| Ægtefælle |
Marie op der Hoff |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Universität Zürich |
| Beskæftigelse |
Teolog, forfatter, digter |
| Kendte værker |
Unser Schweizer Standpunkt, Olympischer Frühling |
| Genre |
Skuespil, poesi, prosa |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Schiller-prisen (1920), Nobelprisen i litteratur (1919) |
| Nobelpris |
 Litteratur 1919 |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Carl Friedrich Georg Spitteler (født 24. april 1845 i Liestal, død 29. december 1924 i Luzern) var en schweizisk digter, der blev tildelt Nobelprisen i litteratur i 1919. Hans værker inkluderer både pessimistiske og heroiske digte.
Han debuterede med Prometheus und Epimetheus i 1880-1881, men slog for alvor igennem med Olympischer Frühling fra 1900-1905, som han senere fik Nobelprisen for. Den psykologiske roman Imago (1906) vakte senere genklang i psykoanalysen.
