Cellulose

I dagens artikel vil vi udforske den fascinerende historie om Cellulose, et emne, der har fanget opmærksomhed hos mennesker i alle aldre og har været genstand for debat og undersøgelse gennem årene. Fra sin oprindelse til sin indflydelse på det moderne samfund har Cellulose sat et uudsletteligt præg på historien. Gennem detaljeret og dybdegående analyse vil vi søge at forstå betydningen og virkningen af ​​Cellulose på forskellige områder af livet, samt dens fortsatte relevans i dag. Vi vil opdage, hvordan Cellulose har formet vores overbevisninger, vores værdier og vores interaktion med verden omkring os, og hvordan det fortsat er et emne af relevans og mening i dag. Tag med på denne opdagelses- og refleksionsrejse om Cellulose, en figur eller et emne, der bliver ved med at vække interesse og nysgerrighed.

Cellulose er et polysakkarid der består af en meget lang kæde af glukosemolekyler.

Cellulose er en polymer af glukose med følgende kemiske formel: (C6H10O5)n. Det er ét af de mest almindeligt forekommende organiske stoffer i naturen. Cellulose adskiller sig fra stivelse ved den måde, som glukoseenhederne er bundet til hinanden på: Det sker ved hjælp af β-1,4-bindinger, som hæfter glukoseenhederne sammen i lange, uforgrenede kædemolekyler. Tætliggende kæder bindes sammen på tværs ved talrige hydrogenbindinger.

Cellevæggene i planteceller, hos f.eks. træer, græs, papyrus, bomuld og halm, består mest af cellulose. Papir, cellofan, rayon/viskose er næsten ren cellulose. I cellevægen går cellulose sammen i lange parallelle kæder for derved at danne en meget stærk struktur kaldes mikrofibril.

Mave-tarm-kanalen hos pattedyr indeholder ingen enzymer, som kan nedbryde andre polysakkarider, end de der indeholder alfa-1,4-bindinger. Således kan cellulosens bindinger ikke nedbrydes af noget kendt pattedyrsenzym.

Drøvtyggere ( (nogle?: parrettåede hovdyr?, firemavedrøvtyggere og til dels støttetandede), som f.eks. geder, køer, flodheste og får, kan fordøje cellulose. De klarer nedbrydningen af cellulosen med hjælp fra symbiotiske bakteriekulturer og gærsvampe i mave-tarmsystemet. Hos gæs og kakerlakker findes tilsvarende symbioser, mens myrer og termitter klarer problemet ved hjælp af svampekulturer.

Bakterierne indeholder cellulaser, som kan hydrolysere cellulose.

Fodnoter

  1. ^ a b Campbel, Neil A.; Cain, Michael L.; Jackson, Robert B.; Minorsky, Peter V.; Mitchell, Lawrence G.; Reece, Jane B.; Urry, Lisa A.; Wasserman, Steven A. "The Chemistry of Life", Biology (9. globale udgave), Pearson, USA, side 118. ISBN 9780321739759.

Se også