Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse er et emne, der har skabt stor interesse og debat de seneste år. Dette emne, der er kendt for sin relevans i dagens samfund, har fanget opmærksomheden hos akademikere, videnskabsmænd, politikere og den brede offentlighed. Som tiden skrider frem, fortsætter Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse med at udvikle sig og præsenterer nye udfordringer og muligheder for dem, der studerer eller er involveret i det. I denne artikel vil vi udforske de forskellige aspekter af Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse og dens indvirkning på forskellige områder, såvel som de tendenser og fremtidsperspektiver, der er forudset omkring dette fascinerende emne.
Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse (lat. Nicaeno-Constantinopolitanum) eller den nikænske trosbekendelse (lat. Nicaenum) har sit navn efter kirkemøderne i Nikæa i 325, hvor en første udgave af bekendelsen blev vedtaget, og i Konstantinopel i 381, hvor den tidligere bekendelse blev udbygget til den version, man bruger i dag i den katolske kirke.
Ordlyden er:
† Dette fra Sønnen (lat. filioque) var ikke med i den oprindelige tekst, men blev tilføjet ved et kirkemøde i Toledo i Spanien i 589 og vandt efterhånden stor udbredelse i Vestkirken. Dette filioque blev et af de væsentligste punkter i striden i forbindelse med Det store skisma 1054.