I denne artikel skal vi dykke ned i den spændende verden af Frans Eemil Sillanpää, et emne, der har vakt interesse hos mange mennesker gennem historien. Frans Eemil Sillanpää er et emne, der er blevet bredt undersøgt, og der er skrevet adskillige bøger og artikler om gennem årene. I denne artikel sigter vi mod at udforske de forskellige aspekter af Frans Eemil Sillanpää, fra dets oprindelse til dets praktiske anvendelser i hverdagen. Langs disse linjer vil vi opdage, hvad Frans Eemil Sillanpää er, hvad dets hovedkarakteristika er, og hvorfor det er vigtigt at dedikere tid og opmærksomhed til det. Derudover vil vi analysere nogle af de teorier og debatter, der er opstået omkring Frans Eemil Sillanpää, samt dens indflydelse på det nuværende samfund. I sidste ende har denne artikel til formål at give en omfattende og berigende vision af Frans Eemil Sillanpää, så læseren kan udvide deres viden og forstå vigtigheden af dette emne i dagens verden.
Frans Eemil Sillanpää | |
---|---|
Personlig information | |
Pseudonym |
Eemil Syväri, Taata Sillanpää |
Født |
Frans Eemil Sillanpää 16. september 1888 Hämeenkyrö, Finland |
Død |
3. juni 1964 (75 år) Helsinki, Finland |
Nationalitet | Finsk |
Ægtefæller |
Sigrid Salomäen, Anna von Hertzen |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted |
Tampereen lyseon lukio, Jumesniemen kirkko-koulu, Haukijärven koulu, Helsinki Universitet |
Beskæftigelse | Forfatter, digter, romanforfatter |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser |
Aleksis Kivi-prisen (1937), Nobelprisen i litteratur (1939) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Nobelprisen i litteratur 1939 |
Frans Eemil Sillanpää (født 16. september 1888, død 3. juni 1964) var en finsk forfatter. Han er regnet som en af de største stemmer i finsk litteratur, og er en af de bedst kendte forfattere fra Finland. Han er den eneste finne, der har fået Nobelprisen i litteratur.
Frans Eemil Sillanpää var født i Tavastkyro i Birkaland i det sydvestlige i Finland, som yngste barn i husmandsfamilien Koskinen. Han tog senere navnet Sillanpää. Forældrene havde oplevet misvækst og nød, og af deres børn overlevede kun Frans Eemild. Trods fattigdommen formåede de at sende ham i skole i Tampere, og i 1908 begyndte han at studere medicin ved universitetet i Helsingfors (Helsinki). Her blev han ven med malerne Eero Järnefelt og Pekka Halonen, komponisten Jean Sibelius og forfatteren Juhani Aho. Han blev interesseret i kulturelle og ideologiske strømninger, og tog ungfinske, anti-svenske og nationalromantiske ideer til sig. Sillanpää læste og lod sig påvirke af biologen Ernst Haeckel, digteren Maurice Maeterlinck og forfatterne Knut Hamsun og August Strindberg. Senere blev han tilhænger af Osvald Spenglers tanke, om at samfund går igennem livscykluser, på samme måde som planter. I studieårene begyndte han også at drikke store mængder af spiritus, hvilket senere gav ham problemer med alkoholisme.
I 1913 flyttede Sillanpää tilbage til sin hjemby for at skrive og drive landbrug. Han skrev noveller og artikler for aviser, som Uusi Suometar, blandt andet rejsebreve fra Sverige og Danmark.
Forfattardebuten kom i 1916 med bogen Elämä ja aurinko ('Livet og solen'). Romanen Hurskas kurjuus ('Den fromme elendighet') udkom i 1919. Det bedst kende værk fra hans hånd er Nuorena nukkunut ('Sovna som ung', oms. som 'Silja') fra 1931, som blev internationalt kendt og gjorde, at mange litterater og forfattere rundt om i verden mente, at han fortjente Nobelprisen. I 1939 fik Sillanpää nobelprisen i litteratur for sin forståelse af finske bønder og den kunstneriske måde han havde skildret bondelivet og deres tilhørsforhold til naturen.
Hans sidste bog, Ihmiselon ihanuus ja kurjuus ('Det søde og forfærdelige menneskeliv', 1945), var en delvis selvbiografisk roman, præget af det tungsind Sillanpää følte senere i livet. Efter krigen skrev han ikke mere skjønlitteratur, men blev en kendt radiostemme.
Sillanpää var gift to gange, med Sigrid Maria Salomäki, som han fik otte barn med, og efter hendes død i 1939 en kort tid med Anna Armia von Herzen. Han døde i Helsinki.
Asteroiden 1446 Sillanpää, som blev opdaget af en finsk astronom i 1938, er opkaldt efter han.
Sillanpää er blevet kaldt en romantisk forfatter, men han skildrede også realistiske figurer fra den vestfinske bondekultur. Samtidig som hans værk spejlede en verden, hvor mennesker var tandhjul i et biologisk maskineri, var de også præget af psykologisk analyse, naturstemninger og kærlighed.
Flere af hans bøger er filmatiseret, blandt andet Ihmiset suviyössä ('Mennesker i sommernatten', 1948), Silja - nuorena nukkunut (1956) og Ihmiselon ihanuus ja kurjuus (1988).
Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men informationerne i artiklen er ikke underbygget, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. (2015) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |