I denne artikel vil emnet Jammers Minde blive behandlet fra forskellige perspektiver og tilgange. Jammers Minde har været genstand for interesse og debat på forskellige områder, og dets relevans er ikke gået ubemærket hen i dagens samfund. Gennem årene har Jammers Minde vakt interesse hos både eksperter og fans, som har udforsket dens forskellige facetter og dimensioner. I denne forstand vil vi forsøge at analysere og forstå vigtigheden og betydningen af Jammers Minde i den aktuelle kontekst, såvel som dens indflydelse på forskellige sfærer af dagligdagen. Gennem en detaljeret analyse vil vi søge at tilbyde en omfattende og berigende vision af Jammers Minde, og dykke ned i dens virkning og relevans i den moderne verden.
Jammers Minde er et manuskript af Christian 4.s datter Leonora Christina, der sad fængslet i Blåtårn i årene 1663—85, mistænkt for delagtighed i ægtefællen Corfitz Ulfeldts forræderi.
Inden hun påbegyndte Jammers Minde, havde hun afsluttet en fransk selvbiografi, henvendt til den europæiske offentlighed. Hun fik manuskriptet smuglet ud i 1673.
Hun tog så fat på Jammers Minde i Blåtårn, men værket blev først fuldført efter at hun var løsladt og bosat i Maribo kloster. Teksten skildrer hendes liv i de 22 år, hun sad indespærret; et selvforsvar og samtidig en beskrivelse af et pinefuldt fangenskab.
Efter Leonora Christines død tog hendes søn Leo Ulfeldt håndskriftet med til Østrig, hvor det gik i arv til hans efterkommere. Det blev første gang udgivet i 1869. Originalmanuskriptet befinder sig i dag på Frederiksborgmuseet.
Titlen Jammers Minde fandt hun selv på, og har kalligraferet den på forsiden. Så følger et forord dateret 11. juni 1674 (senere rettet til 18. juli) til hendes børn, hvad der rimeligvis er grunden til, at hun valgte at skrive på dansk. Bortset fra indespærringen i Blåtårn og afrejsen derfra, foregår hele handlingen inde i fængslet. Skriftet er delt i tre.
Værket er optaget i Kulturkanonen.
Først da Jammers Minde blev trykt i 1869, blev det muligt at bedømme Leonora Christina som forfatter. Baroklitteratur virkede jævnt over opstyltet og forskruet på 1800-tallets læsere, men Leonora Christinas værk var helt anderledes, så nært op til talesprog og dagligtale, at det klang naturligt også i 1800-tallet. Jammers Minde inspirerede J.P. Jacobsen, da han skrev Fru Marie Grubbe. Efter nederlaget i 1864 kunne nationen identificere sig med den indespærrede kongedatter, der magtede at holde på værdigheden gennem de værste ydmygelser. Kristian Zahrtmann skildrede hendes liv i sine malerier og gjorde beretningen levende for eftertiden.
}