Jesus

For alternative betydninger, se Jesus (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jesus)

Jesus fra Nazaret Jødedom
Ingen ved hvordan den historiske Jesus så ud. Her er han afbildet i en mosaik i Hagia Sofia.
Personlig information
Andre navne	Jesus Kristus, fødenavn: Yeshua
Født	Jesus David's Søn senere Jesus af Nazareth og til sidst Jesus Kristus ca. 4 f.v.t. Bethlehem
Dåbsdato	I omkring år 30 e.v.t af Johannes Døber
Forsvundet	30/33 e.v.t
Død	30/33 e.v.t. Golgata, et bjerg udenfor Jerusalem i dag i hjertet af Jerusalem i den gamle by
Dødsmåde	Korsfæstelse
Dødsårsag	Henrettet ved korsfæstelse Ifølge kristen tro opstået på tredje dag i graven.
Dræbt af	Korsfæstelsen, Judas Iskariot (Indirekte) (Jøder Indirekte) (Pontius Pilatus Indirekte)
Nationalitet	Isrealer
Sprog	Aramæisk (sprog)
Religion	Jødedommen
Forældre	Jomfru Maria og Faderen (Josef Stedfar)
Søskende	Jakob, Joses Simon, Judas
Familie	Jomfru Maria, Josef, Jacob, Joses, Judas og Simon
Uddannelse og virke
Medlem af	Treenigheden
Beskæftigelse	Tømrer, Gud kommet i kød, Verdens frelser
Faglig interesse	Prædike Gud's vilje
Aktive år	begyndte År 28 som prædiker død omkring 30/33
Betydningsfulde elever	De Tolv Disciple, senere Apostle, Simon kaldet Peter hans bror Andreas Zebedæus sønnerne Jakob og Johannes vennerne Filip og Bartholomæus Tolderen Mattæus, Thomas, Jacob Alfæus' Thaddæus og Simon Zeloten
Kendt for	Anses af de kristne som Guds søn og verdens frelser.
Eksterne henvisninger
Beskrevet i	Bibelen i Det Nye Testemente

Jesus (hebraisk: יֵשׁוּעַ‬; født ca. 4 f.Kr., død ca. 30 e.Kr.), Jesus af Nazaret, Jesus Kristus eller Kristus er den centrale person i kristendommen. Han anses af kristne for at være Guds enbårne (eneste fødte) søn. Ifølge Bibelen var Jesus en person, der kaldte sig søn af Gud, var udsendt af Gud og havde været hos Gud "før verden var til". Han er også en vigtig figur i jødedommen og Islam.

Egennavnet "Jesus" er en omskrivning af det græske ”Iēsous” (Ίησους), der igen er en omskrivning af det aramæiske ”Jeshua”. Jeshua er en yngre form af "Josva", som er en kortform af det hebraiske "Yehoshua" (יהושע), som betyder ”Jahve er frelse”, dvs. ”Gud er frelse”. Navnet Jesus/Jeshua/Joshua/Josva forekommer over 900 gange i Bibelen og er dermed det tredje hyppigst anvendte egennavn her - efter "JHWH" (Jahve) og "David". Titlen "Kristus" kommer fra det græske ord ”Christós” (Χριστός), der er en oversættelse af det hebraiske ord ”Mashiach” (מָשִׁיחַ) (Messias), som betyder ”den salvede”.

De ældste beskrivelser af Jesu liv, tanker og lære findes i de fire kanoniske evangelier i Bibelen: Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Ifølge evangelierne var Jesus en jøde fra Galilæa, der i sin samtid blev anset for at være en skriftklog og en helbreder. Han blev døbt af Johannes Døberen og blev korsfæstet i Jerusalem på ordre fra den romerske præfekt Pontius Pilatus på grundlag af beskyldninger om landsforræderi og gudsbespottelse. Forskere har forskellig opfattelse af evangeliernes troværdighed, hvilket blandt andet skyldes, at man ikke ved, hvornår de præcist er skrevet.

Kristne anser Jesus for at være den frelsende Messias, hvis komme de mener var forudsagt i Det Gamle Testamente. De tror tillige, at Jesus opstod fra de døde efter at være blevet korsfæstet. Blandt kristne har der været forskellige opfattelser af Jesu natur, men den mest udbredte opfattelse er, at Jesus er en del af den treenige Gud og dermed guddommelig.

Jødedommen anser ikke Jesus for at være Messias og anerkender ham ikke som søn af Gud. Jøderne afventer stadig, at Messias skal komme og bringe frelse til dem.

I islam bliver Jesus anset for at være en vigtig profet, men muslimerne tror ikke, at han var guddommelig.

Uddybende artikel: Jesu-liv-forskning

Kronologi

Den kristne tidsregning er baseret på Jesu formodede fødselsår, der i 525 blev udtænkt af den østromerske munk Dionysius Exiguus (ca. 470-ca. 544), men som først blev almindeligt brugt i 800-tallet. Jesu fødselsår blev fastlagt til at være i år 1 ”før Kristi fødsel” (f.Kr.). Det umiddelbart følgende år blev fastlagt til at være år 1 ”efter Kristi fødsel” (e.Kr.). Der findes således ikke noget udstrakt ”år 0”. År 1 e.Kr. følger umiddelbart efter år 1 f.Kr. Udtrykket "år 0" skal altså forstås som punktet (tidspunktet) mellem år 1 f.Kr. og år 1 e.Kr.

Det er ikke muligt at tidsfæste Jesu fødsel, og evangeliernes oplysninger er modstridende. Ifølge Matthæusevangeliet (Matt 2,1-18) blev Jesus født i Herodes den Stores regeringsperiode, fra 37 f.Kr. til 4 f.Kr. Lukasevangeliet lader derimod Jesu fødsel falde sammen med Quirinius' folketælling (Luk 2,1-7) i år 6 e.Kr., altså ti år efter Herodes' regeringstid. Derfor må en af tidsangivelserne være forkert.

Jesus begyndte sit virke omkring Johannes Døberens død og var da ifølge Lukasevangeliet omkring 30 år. Johannes Døberen menes at være henrettet engang årene 28-32 og under alle omstændigheder før år 36.

I øvrigt skrives i Johannesevangeliet, at Jesus endnu ikke var fyldt halvtreds år (Joh 8,57), hvilket kan tolkes som at han var i fyrrerne, mens kirkefaderen Irenæus hævder, at Jesus blev over halvtreds år. Markus, Matthæus og Lukas nævner ikke andre påsker i Jesu liv end den, hvor han blev korsfæstet, hvorimod Johannes nævner tre påsker under Jesu aktive virke.

Jesus døde, mens Pontius Pilatus var præfekt over Judæa 26-36.

Navn, etymologi og grammatik

”Kristus” er en fordanskning af ”Christus”, som er den latinske form af det græske ”Christós” (Χριστός), som betyder ”den salvede”. Det er igen en oversættelse af det hebræiske ord ”māshiaḥ” (מָשִׁיחַ), der ligeledes betyder ”salvet”, og som er indlånt i dansk som ”Messias” – en titel, Jesus blev givet af sine efterfølgere for at understrege hans specielle status som den, der var blevet profeteret om i jødernes Bibel, som er de kristnes "Gamle Testamente". Betegnelsen ”den salvede” henviser til løfterne om en konge af Davids slægt, altså en salvet. Konger, der var blevet indsat af Gud blev nemlig indsat ved salving med olie.

I Esajas' Bog, kap. 9,5 står der: "Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre (...) stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone, og over hans rige." Dette var netop sådan, de kristne så Jesus - som den salvede Davidskonge, der snart ville oprette sit rige. Det henvises der til adskillige gange i evangelierne, f.eks. i Matthæusevangeliet, kap 1,1: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn”.

Navnet ”Jesus” kommer af det græske ord Ίησους (Iēsous), der igen kommer af det hebraiske navn ”Josva” (יהוש). Navnet betyder ”Jahve frelser”, og dette bliver i Matthæusevangeliet tolket således: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matt 1,21)

På dansk er det stadig almindeligt at bruge de latinsk-græske genitivformer af navnene Jesus og Kristus (indtil det 20. århundrede skrevet med Ch-): f.eks. Kristi fødsel eller Jesu navn. I ældre dansk møder man tillige andre latinske kasus, fx vokativ (Mægtigste Kriste!) og akkusativ (Jesum, Christum).

Navnet Jesus var helt almindeligt, og Jesus kaldes derfor ofte Jesus af Nazareth eller Jesus fra Nazareth. De tidligste kristne kaldes Nazaræere og Jesus Nazaræeren ville i flere tilfælde være en mere korrekt oversættelse end Jesus fra Nazareth. Tolkningen, at en Nazaræer betegner en person fra en by ved navn Nazareth, stammer helt tilbage fra evangelierne, men byens eksistens i det 1. århundrede er hverken historisk eller arkæologisk dokumenteret. Den nuværende by Nazareth er flere hundrede år yngre. Som voksen boede Jesus i Kapernaum (Matt 4,13, Mark 2,1), og han havde tilsyneladende et hus i byen (Mark 2,14-16), omend teksten på dette sted er uklar.

Jesu liv og lære ifølge evangelierne

Fødsel, barndom og familie

Giotto di Bondone - 1266.

Uddybende artikler: Jesu fødsel og Jesu familie

Det er hovedsageligt Matthæusevangeliet og Lukasevangeliet, der beretter om Jesu barndom og liv, og de to evangelister beretter om forskellige hændelser i forbindelse med Jesu fødsel. De fortæller dog begge, at Jesus fra Nazaret blev født i Betlehem syd for Jerusalem af sin mor Maria, der havde undfanget ham ved Helligånden. Fødslen skulle ifølge Mattæus være sket senest år 4 f.Kr. og ifølge Lukas i år 6 e.Kr. Marias mand var Josef, der tog Jesus til sig som sin søn.

Lukas beretter, at der den nat, Jesus blev født, kom hyrder på besøg, da de af en engel havde hørt om hans fødsel og fået forkyndt, at dette barn var Kristus, Herren (Luk 2,11). Matthæus fortæller derimod om, hvordan et ukendt antal vismænd kom fra Østerland i et af Jesu første leveår. Vismændene kom for at tilbede ham og give ham gaver. De var kommet efter at have opdaget en ny stjerne eller stjernekonjunktion, der varslede, at en jødisk konge var født. I et ønske om at dræbe det nyfødte kongebarn foranstaltede Herodes et barnemord i Betlehem på alle drengebørn op til to år; men Josef blev advaret af en engel og nåede at flygte til Egypten med sin familie. Jesus levede de første år af sit liv i Egypten som flygtning. Efter kongens død bosatte hans forældre sig i Nazaret (deraf navnet), hvor han blev uddannet tømrer Også Lukas beretter - dog uden at nævne Egypten - at Jesu forældre tog tilbage til Nazareth med ham.

Fortællinger om hans tidlige barndom er meget sparsomme i de kanoniske evangelier; men Lukas beretter, at Jesus rejste med sine forældre til valfartsfest i Jerusalem, da han var tolv år gammel. Her overraskede han de jødiske skriftkloge med sin viden om skrifterne.

Dog har også flere af de apokryfe evangelier beretninger om hans barndom. Bl.a. fortælles det i Thomas’ Barndomsevangelium, hvordan han gør nogle lerfugle levende og får dem til at flyve, ligesom Pseudo-Matthæus giver en detaljeret beskrivelse af flugten til Egypten.

Jesus var bror til Jakob, Joses/Josef, Simon og Judas og havde mindst tre søstre. Lukas nævner, at Elisabeth var en slægtning til Maria, og dermed må Johannes Døberen have været en slags grandfætter til Jesus. Desuden nævner Johannesevangeliet en søster til Jesu mor, der hedder Maria.

Jesu virke

Uddybende artikel: Jesu fristelse

Bertel Thorvaldsens statue af Kristus i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke). Thorvaldsen lavede statuen ud fra Jesu ord: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." (Matt. 11,28)

Jesus begyndte som 30-årig i Galilæa og virkede derefter i Judæa. Markus ordner sit evangelium geografisk med Jesu dåb, hans virke i Galilæa, hans rejse gennem Judæa til Jerusalem, hvor han bliver henrettet. Matthæus og Lukas følger denne struktur, men tilføjer yderligere materiale, mens Johannesevangeliet er helt anderledes organiseret.

Dåben modtog Jesus af Johannes Døberen ved Jordanfloden, hvor Helligånden kom over ham i skikkelse af en due. Derefter drog han ud i ørkenen og blev fristet af Djævelen.

Det første mirakel, der berettes om, er underet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin. Derefter gik han fra by til by og udlagde skrifterne i synagogerne og helbredte dem, der kom til ham. Jesu helbredelser var højst forskellige og dækkede alt fra helbredelse af almindelig feber til helbredelse af spedalskhed, dæmonuddrivelse og dødeopvækkelse. Helbredelserne var et tegn til skarerne om, at Guds rige var kommet til dem. Udover helbredelserne gjorde Jesus også andre overnaturlige ting, som at gå på vandet og bespise 5.000 mand med fem brød og to fisk.

Selv om store skarer fulgte ham pga. miraklerne og hans lære, brugte Jesus ofte meget tid væk fra folkeskarerne for at være sammen med sit følge, som han oplærte. Disse tilhængere blev kaldt disciple, og blandt dem udvalgte Jesus sig tolv apostle, som på en særlig måde var omkring ham og blev oplært af ham.

Jesus brugte også meget tid sammen med samfundets udstødte. Det beklagede mange sig over, og Jesu svar må ses som den helt grundlæggende måde, hvorpå han betragtede sig selv og sit virke: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” (Mark 2,17) Jesus var lægen, som var kommet for at hjælpe, helbrede, og elske dem, som havde brug for ham. Han var kommet til syndere, og derfor brugte han tiden sammen med mennesker som Zakæus , Maria Magdalene og andre af de såkaldt syndere og toldere.

Jesu lære

Uddybende artikel: Bjergprædikenen

Bjergprædikenen. Maleri af den danske maler Carl Bloch (1877).

Jesu budskab bliver i evangelierne samlet i en enkelt sætning: "Tiden er inde, Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet" (Mark 1,14). Der er nedfældet en lang række lignelser og taler, som Jesus ifølge evangelisterne har holdt.

Særlig kendt er Bjergprædikenen, hvori saligprisningerne, fadervor og den gyldne regel optræder. Desuden findes her Jesu nye tolkning af Moseloven og hans tale mod mammon og dømmesyge.

Derudover findes i evangelierne lignelser, der ofte beskriver Guds rige ud fra dagligdags billeder som et sædekorn, der bliver sået i jorden, noget der vokser op - eller bliver kvalt af tidsler. Andre billeder er sennepsfrø, hyrder, bryllupper, vinbønder og andre hverdagsrelaterede emner. Lukas har desuden en række længere og berømte lignelser om den fortabte søn, den barmhjertige samaritaner og farisæeren og tolderen i templet.

Jesus var ofte i konfrontationer med andre jødiske grupper, især farisæerne og de skriftkloge, men også saddukæerne og herodianerne. Jesus anklagede dem for hykleri, ubarmhjertighed og forstokkethed. Anden undervisning var møntet på hans disciple. Her talte han om kommende hårde vilkår, om udholdenhed, om at være alles tjenere, om tidernes ende, mv.

Jesus benægtede ikke, at han var Messias/Kristus, den levende Guds søn, over for sine disciple. I Johannesevangeliet bekender han dog åbent sig selv som Guds søn (Joh 5,19). Men ellers var han forsigtig med at udtale sig om det til den brede folkeskare. Det kan skyldes, at han så deres forventninger om Messias som fejlagtige. Jesus var ikke en sejrende Messias, men en lidende Messias. Derfor begyndte han også at lære sine disciple om sin lidelse, død og opstandelse, straks efter at Peter havde bekendt sin tro på ham som Messias.

I det hele taget var Jesu lære om sig selv præget af billedet af ham som den lidende Kristus. Han var kommet for at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Særligt Johannesevangeliet er fyldt med undervisning om Jesu person. Her kalder Jesus sig selv ”det levende brød”, ”den gode hyrde”, ”opstandelsen og livet”, ”verdens lys”, ”det sande vintræ, og han siger, at han er ”Guds enbårne søn, som Gud sendte til verden, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” .

Efter Jesu opstandelse bar hans undervisning præg af, at han måtte forklare sine disciple betydningen af sin opstandelse, og hvordan dette var en opfyldelse af Det Gamle Testamentes skrifter. Derudover fik disciplene nu den opgave at være vidner i hele verden om hans død og opstandelse samt hans lære. En opgave som kristne siden har videreført i form af mission.

Jesu sidste uge i Jerusalem

Uddybende artikel: Jesu lidelse og død

Jesus drog ind i Jerusalem i anledning af påskefesten, ridende på et æsel, som en opfyldelse af en profeti fra profeten Zakarias' Bog. Han blev hyldet af befolkningen som den ventede Messias, men det gjorde blot de jødiske myndigheder endnu mere besluttet på at dræbe ham, før han blev for farlig. De næste fem dage fra søndag til torsdag bar præg af stigende spændinger og konfrontationer mellem ypperstepræsterne, de skriftkloge og Jesus. Dog turde de ikke anholde Jesus på grund af folkemængden, men da Judas Iskariot, en af de tolv apostle, besluttede sig for at forråde Jesus, så de deres chance for at pågribe ham.

Kabir Bakie: Jesu korsfæstelse.

Derefter prøvede Judas at finde et tidspunkt, hvor det ville være muligt at pågribe Jesus. Det kom, da Jesus holdt påskemåltidet med sine disciple. Det var skærtorsdag aften, hvor Jesus indstiftede nadveren. Ifølge Johannesevangeliet var det også denne aften, Jesus holdt sin lange tale om Helligånden, den længste tale i evangelierne. Da Jesus med sine apostle begav sig ud til Gethsemane have, fulgte Judas ham med soldater og vagter, og de anholdt ham. Før anholdelsen fortæller evangelierne om Jesu kamp i Gethsemane mod sin egen angst for den kommende lidelse. Jesus bad Gud tage dette "bæger" <lidelse> fra ham, men tilføjede: "Dog ske ikke min vilje, men din" (Luk 22,42). På den måde viser evangelierne, at det var Guds vilje, at Jesus skulle dø. Han skulle være det Guds lam, der bærer verdens synd (Joh 1,29).

Efter arrestationen blev Jesus ført til ypperstepræsterne, og Det Øverste Råd dømte ham til døden for gudsbespottelse. På grund af den romerske besættelse havde jøderne ikke ret til at idømme dødsstraf og var nødt til at fremvise Jesus for Pilatus. Nu blev han anklaget for oprør, da han jo som Messias hævdede at være konge. Pilatus anså ham dog ikke for at være skyldig, men efter længere tids råb og pres fra Rådet og folkeskarerne overgav Pilatus ham til korsfæstelse. Jesus blev ført ud og blev korsfæstet på den høj, der kaldes Golgata, og som lå lige uden for bymuren. Jesu blev spottet af forbipasserende, men fra den sjette time til den niende (ca. fra kl. 12-15) blev der mørkt. Ifølge Matthæus kom der i forbindelse med Jesu død et jordskælv, så grave sprang op, døde blev levende, og forhænget i templet revnede. Matthæus viser dermed Jesu død som en død, der giver liv til mange. Jesus blev lagt i en grav tilhørende Josef fra Arimatæa, og en stor sten blev væltet for graven.

Jesu opstandelse og himmelfart

Uddybende artikel: Jesu opstandelse

Jesu himmelfart, afbildet af John Singleton Copley.

Efter tre dage - på ugens første dag (søndag) - opstod Jesus ifølge de fire evangelier. Nogle kvinder så som de første den tomme grav, men de og disciplene så det ikke som et tegn på opstandelse. Jesus viste sig for dem samme dag og viste, at han var opstået, og forklarede dem ud fra skrifterne, at det var forudsagt, at han skulle dø og opstå (Luk 24,44-46). I de næste 40 dage vandrede han sammen med dem på jorden, mens han udlagde skrifterne for sine efterfølgere. Derefter steg han til himmels efter at have velsignet dem. Kristi himmelfart skete fra Oliebjerget, der ligger lige uden for Jerusalem, hvorfra nogle engle lovede, at Jesus skulle komme tilbage på samme måde. Derfor var forventningen om Jesu genkomst også helt central i apostlenes forkyndelse og er i dag en del af kristnes trosbekendelse om Jesus, der er nært knyttet sammen med forventningen om den nye jord, hvor fred og harmoni skal regere.

Den historiske Jesus

Uddybende artikler: Den historiske Jesus og Jesu historicitet

Alt, hvad der er sagt om Jesus i det foregående, er sagt ud fra evangeliernes fremstilling af ham. Det har imidlertid vist sig, at evangelierne ikke altid giver en historisk pålidelig fremstilling af Jesus. Evangelierne er næppe heller ment som en historisk korrekt fremstilling af Jesu liv, men snarere som en forkyndelse af Jesus som Kristus (Messias). Karakteristisk i den henseende er Johannesevangeliets ord: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”

Man har således i nyere Jesusforskning skelnet mellem kirkens Kristus og den historiske Jesus. Heri ligger, at den Jesus, som evangelierne og den kristne kirke tegner, er forskellig fra Jesus, som han virkelig var som historisk person. Man har således prøvet at finde den historiske Jesus bag den "overmaling", som kirken havde lavet.

Hvem den egentlige historiske Jesus var, er imidlertid usikkert. Opfattelsen af evangeliernes pålidelighed som kilde til viden om den historiske Jesus er vidt forskellig. Nogle regner evangelierne for at være fuldt pålidelige vidnesbyrd om den historiske Jesus, mens andre regner dem for at være religiøse skrifter, der uden nogen forankring i den historiske Jesus – hvis denne historiske Jesus i det hele taget har eksisteret. Ud over evangelierne har vi en række kilder, der nævner Jesus, men da det ikke kan vides med sikkerhed, hvor forfatterne har deres viden fra, er heller ikke disse kilder pålidelige.

Det skal dog nævnes, at stort set alle forskere er enige om, at der har eksisteret en historisk Jesus, som levede i begyndelsen af det 1. århundrede. Derimod er forskerne meget uenige om, hvilke af de episoder, der er beskrevet i de bibelske beretninger, der faktisk har fundet sted.

Studiet af den historiske Jesus begyndte for alvor i oplysningstiden i 1700-tallet. Her begyndte man at læse de bibelske beretninger uden troens fortegn. I stedet for troen satte man fornuften som den højeste dommer. Banebrydende var den tyske orientalist Hermann Samuel Reimarus (1694-1768).

I 1800-tallet udviklede forskningen i den historiske Jesus sig yderligere. Den liberale teologis forskning i Jesu liv tegnede et billede af Jesus, som var i overensstemmelse med tidens kulturoptimistiske og moralsk bestemte kristendomsopfattelse. Man interesserede sig for Jesu indre udvikling og religiøse personlighed. Man så ham som den store personlighed og den store visdomslærer.

Et vigtigt nybrud skete med Johannes Weiss (1863-1914) og Albert Schweitzer (1875-1965) omkring år 1900. De stillede sig kritisk over for den liberale teologis Jesusforskning. Et epokegørende værk var Albert Schweitzers Jagten på den historiske Jesus (Von Reimarus zu Wrede) fra 1906. Her viste han, at alle forskere, der havde forsøgt at skrive en Jesusbiografi, skildrede Jesus i deres eget billede og ud fra deres egen tids forudsætninger. Hver forsker fandt sine egne tanker i Jesus. Man havde forstået Jesus ud fra sin egen tids forudsætninger og ikke ud fra Jesu tids forudsætninger. Schweitzer ønskede at forstå Jesus ud fra hans tids forudsætninger og kom herved frem til, at Jesus var en apokalyptiker - en profet der forventede, at de sidste tider, dommedag og Guds rige var nært forestående.

Jesus som en jødisk apokalyptisk profet

I dag er flertallet af nytestamentlige forskere enige om, at Jesus bedst lader sig forstå som en jødisk apokalyptisk profet: Jesus lærte om de sidste tider, verdens undergang, dommedag og fremkomsten af en ny verden, og han lærte, at disse begivenheder var nært forestående. Han forventede, at verdenshistorien, som han kendte den, ville standse brat op, at Gud ville blande sig i denne verdens anliggender, gøre en ende på de onde magter i en omfattende dom, og afskaffe de eksisterende politiske og religiøse institutioner. Israels Gud stod lige foran at udøve sin vældige magt og styrte verden i grus, men samtidig ville han frelse sit folk. Alt dette ville være optakten til en ny verdensorden: Gudsriget. Jesus forventede, at denne dramatiske afslutning på historien ville ske i hans disciples levetid. Han sagde ligeud, at nogle af dem, der lyttede til ham, ville være i live, når det skete.

I Markusevangeliet, der er det ældste evangelium og dermed det evangelium, der er tættest på den historiske Jesus, optræder disse forestillinger i følgende udsagn af Jesus:

”For den, der skammer sig ved mig og mine ord i denne utro og syndige slægt, skal menneskesønnen skamme sig ved, når han kommer i sin faders herlighed sammen med de hellige engle … Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser, at Guds rige er kommet med kraft.”

”Men i de dage efter denne trængsel skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og kræfterne i himlen rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed. Og da skal han sende englene ud, og han skal samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens yderste grænse til himlens yderste grænse. Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at han står lige for døren. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker.”

De fleste nytestamentlige forskere mener, at Jesus historisk set var en jøde i religiøs forstand, at han forblev en jøde, og ikke havde til hensigt at bryde med jødedommen, men kun at reformere den. Jesus var en af mange jødiske profeter, der troede, at Gud snart ville gribe ind i denne verden, styrte de onde magter, der styrede den, og oprette et nyt rige, hvor der ikke længere ville være krig, sygdom, katastrofer, frustration, had, synd eller død. Blandt de jødiske apokalyptiske profeter var Johannes Døberen, Retfærdighedens Lærer, Judas Galilæer, Theudas og Jesus Ananiassøn. Det var i den forbindelse almindeligt at tro, at der ville komme en dommens dag for alle mennesker. De, der var forblevet tro mod Gud, ville blive belønnet og ført ind i hans evige rige. De andre ville få en skæbne med ”evig afsky” Ifølge disse apokalyptiske profeter ville oprettelsen af riget ske meget snart. De mente, Gud havde åbenbaret historiens gang for dem, og at enden stod lige for døren.

Disse apokalyptiske træk ses for eksempel hos Johannes Døberen:

”I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: ’Omvend jer, for himmeriget er kommet nær.’ … Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: ’Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver … Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.’ ”

Udviklingen fra Jesu forkyndelse til kristendommen

Hvis Jesus var en jødisk apokalyptisk profet, så var den kristendom, der udviklede sig efter hans død, ret forskellig fra den religion, han selv forkyndte. Kristendommen er en religion, der bygger på den tro, at Jesus døde for menneskenes synders skyld, og at han opstod fra de døde. Men det lader til, at det ikke var den religion, Jesus forkyndte for jøderne i Palæstina.

For historikeren begynder kristendommen efter Jesu død: Den begynder med troen på Jesu opstandelse. Det er et historisk faktum, at nogle af Jesu tilhængere begyndte at tro, at han var blevet oprejst fra de døde. Samtidig skete der en ophøjelse af Jesus fra at være menneskelig til at være Gud.

Opkomsten af den selvstændige religion – kristendommen - hænger sammen med, at der i Jesus-bevægelsen skete en stadig større afstandtagen fra jødedommen. Jesus blev ikke set som en profet eller som en konge i det rige, der skulle komme. Han blev i højere grad set som en åndelig frelser: Han havde ved sin død og opstandelse skaffet menneskene åndelig frelse. Han blev i højere grad set som guddommelig, ja ligefrem som Gud selv. Og dét stred mod jødedommens lære om den ene Gud, som er højt ophøjet over menneskene. I Johannesevangeliet, som er det yngste evangelium og dermed det evangelium, der er fjernest fra den historiske Jesus, er der sket en sådan udvikling. Her er Jesus citeret for følgende udsagn:

”Jeg og Faderen er ét” (Joh. 10,30)

”Den, der har set mig, har set Faderen.” (Joh. 14,9)

De nytestamentlige forskere mener, at disse udsagn er lagt i munden på Jesus af en senere tid, hvor man havde udviklet en teologi, der gjorde Jesus til Gud. Denne teologi kulminerede med treenighedslæren: Gud er ét væsen, der indeholder tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden. I de tre ældste evangelier, som er tættere på den historiske Jesus, nævnes der derimod intetsteds noget om, at Jesus er Gud.

Johannesevangeliet indeholder således en mere udviklet lære om Jesus end den, der findes i de øvrige evangelier. Johannesevangeliet lærer desuden, at Jesus havde en præeksistens: Han levede før sin fødsel på jorden som et åndeligt væsen i himlen, og han var medvirkende ved skabelsen af verden. Heller ikke dette træk findes i de ældste evangelier.

De antikke historikere

Uddybende artikel: Kilder til Jesus

Josefus

En 1640-udgave af værker af Josefus, en 1. århundrede Romano-jødisk historiker, der henviser til Jesus

Josefus (”Josef ben Mattias”) var en jødisk historiker (37-100). I hans Jødisk historie (Antiquitates Judaicae), afsnit 18-20, nævnes tre nytestamentlige personer: Johannes Døberen, Jesus og Jakob (Jesu bror). Johannes Døberen får en længere, interessant og lærerig beskrivelse, og Jakob får en enkelt sætning. Beskrivelsen af Jesus har været præget af meget diskussioner angående dens ægthed. Den lyder således:

Af mange årsager virker teksten ikke autentisk med dens stærke bekendelse af Jesus som Kristus og opstandelsen. Tidlige kirkefædre synes ikke at kende dette tekststed, som første gang omtales af Eusebius i 324. Det vides med sikkerhed, at Eusebius forfalskede andre manuskripter, og det er den almindelige opfattelse at dette tekststed er forfalsket af Eusebius eller en af hans forgængere. Om der er tale om en tilføjelse eller en omskrivning af en mindre rosende omtale af Jesus kan ikke afgøres. Skriverne var normalt meget konservative i deres afskrift, og det er svært at finde et eneste sted med tegn på en større bevidst ændring af Josefus’ omfattende værker. Selv om sproget ikke ligner Josefus’, så er der mange kristne, der mener, at Josefus må have skrevet noget af det. Citatet er blevet debatteret i de sidste 600 år, og der er skrevet hundredvis af bøger om det.

Josefus beretter i samme skrift, hvordan ypperstepræsten Ananus ben Ananus i år 62 greb muligheden i fravær af en statholder til at henrette en række mennesker. Deriblandt var også ”broderen til Jesus, den såkaldte Kristus, der kaldes Jakob” (Antiquitates 20,9).

Dette citat anses i almindelighed for at være autentisk, men om Josefus henviser til de kristnes Jesus eller Jesus, søn af Damneus, som Josefus omtaler i den omgivne tekst, og som blev salvet som ypperstepræst, lader sig ikke afgøre. Josefus udtrykker desuden beklagelse over Jakob og de andres død, som han ikke finder retfærdig. Det kunne tyde på, at han har en positiv holdning til Jesus, men hvilken Jesus han omtaler kan ikke afgøres med sikkerhed.

Tacitus

Den romerske senator og historiker Tacitus skrev om korsfæstelsen af Jesus i Annales, en historiebog om Romerriget i det første århundrede.

Den romerske historiker Tacitus nævner de kristne ("chrestianere") omkring 110 i forbindelse med beretningen om Roms brand og siger, at deres navn stammer fra en ”Chrestus, som prokuratoren Pontius Pilatus under herskeren Tiberius havde ladet henrette”. Derefter kritiserer Tacitus religionen som ”den fordærvelige overtro”. (Annalen XV, 44).

Sveton

Den romerske forfatter Sveton fortæller efter år 130, i sin beretning om kejser Claudius (død 54), at denne ”jagede jøderne fra Rom, som under anstiftelse af en Chrestus bestandig lavede uro”. Ifølge Apostlenes Gerninger mødte Paulus i Korinth nogle af de jøder, som Claudius havde forvist fra Rom, og da Sveton i sine skrifter skelnede mellem jøder og kristne ("christiani") er der en del, der tyder på at "Chrestus" ikke henviser til Jesus. men til en anden person.

Religiøse kilder

Paulus

Paulus skriver sine breve. Valentin de Boulogne eller Nicolas Tournier. 17. århundrede.

De fleste af Paulus' breve er skrevet omkring år 50-60 og er de første skriftlige vidnesbyrd, vi har om Jesus. Paulus forholder sig imidlertid bemærkelsesværdig tavs angående Jesu liv. Det betyder dog ikke, at han taler om en helt anden Jesus, men derimod viser det, at hans breve ikke er fortællinger om Jesu liv, men derimod om, hvem Jesus var teologisk set, og hvad han betyder. Der gives dog en række oplysninger om Jesus: Han var af Davids slægt (Rom 1,3), han indstiftede nadveren, han blev forrådt (1 Kor 11,23ff), han døde, han blev begravet og opstod på tredjedagen, og han blev set af apostlene og på et tidspunkt af 500 brødre (dvs. kristne) på én gang (1. korintherbrev 15,3-6).

Andre nytestamentlige skrifter

Hebræerbrevet beretter, at Jesus var af Judas stamme (Hebr 7,14) og døde uden for Jerusalems byport (Hebr. 13,12), at han led og blev fristet (Hebr 2,18; 4,15; 5,8), og at han udholdt korset (Hebr. 12,2). Apostlenes Gerninger har en række grundlæggende historiske data om Jesu liv.

Evangelierne

De kanoniske evangelier er så godt som de eneste skrifter, hvor vi hører om Jesu liv. Derfor er spørgsmålet om deres pålidelighed vigtig, hvis der ud fra dem skal sluttes noget om Jesu liv. Affattelsestidspunktet for evangelierne er ukendt, men de regnes af de fleste nytestamentlige forskere for at være skrevet efter år 70, hvilket vil sige over 40 år efter Jesu liv. Det springende punkt i tidsfæstelsen er steder, der menes at forudsige Jerusalems ødelæggelse år 70. Nogle mener, at disse steder må være forfattet efter denne begivenhed. Herimod kan det indvendes, at spørgsmålet om, hvad der præcist forudsiges i disse tekster, er usikkert, og at hvis man vitterlig tror på Jesus som Guds søn, ville han også uden problemer kunne forudsige Jerusalems ødelæggelse i år 70. På samme måde er der også vidtgående uenighed om, hvor høj grad af pålidelighed, man bør tilskrive de enkelte evangelier.

Markusevangeliet er det ældste og derfor også det evangelium, hvor muligheden for pålideligt vidnesbyrd regnes for at være størst. Evangeliet begynder med Jesu dåb af Johannes Døberen og følger derefter Jesus i et nøje geografisk mønster fra Galilæa til Jerusalem, hvorefter hans død og opstandelse beskrives. Markusevangeliet beretter, at nogle kvinder ved Jesu grav af en engel får at vide, at opstået fra de døde. Kvinderne flygter derefter væk uden at fortælle nogen om hændelsen (Mark 16,5-8).

I Markusevangeliet portrætteres Jesus som den lidende Kristus.

Uddybende artikel: Markusevangeliet

Matthæusevangeliet menes at have benyttet det meste af Markusevangeliet. Dog har Matthæus tilføjet beretninger om Jesu fødsel og tilføjet adskillige taleafsnit til sit evangelium, så evangeliet dermed har den dobbelte længde af Markusevangeliet. Derudover findes der forskellige beretninger om hvordan disciplene møder Jesus efter hans opstandelse. Jesus bliver her (i højere grad end i Markusevangeliet) portrætteret som læreren og som ham, Det Gamle Testamente havde profeteret om.

Uddybende artikel: Matthæusevangeliet

Lukasevangeliet menes også at have benyttet Markusevangeliet og dens grundstruktur, men dog på en anden måde end Matthæus. Rejsen fra Galilæa til Jerusalem udvides med de såkaldte rejseberetninger. Lukasevangeliet har derudover nogle andre fortællinger om Jesu fødsel og om hans opstandelse end dem i Matthæusevangeliet. Billedet af Jesus i dette evangelium karakteriseres ved, at Jesus er den, der kommer og forkynder et godt budskab for de svage og fattige.

Uddybende artikel: Lukasevangeliet

Johannesevangeliet indeholder et helt andet tekstmateriale end i de øvrige evangelier. Grundstrukturen er her dannet ud fra fire besøg, som Jesus aflagde i Jerusalem. Jesus beskrives som det guddommelige ord (logos), der oplyser ethvert menneske. (Joh. 1,1-18)

Uddybende artikel: Johannesevangeliet

Apokryfe evangelier

Uddybende artikel: Nytestamentlige apokryfer

Der findes en række evangelieskrifter, der ikke er optaget i Bibelen (f.eks. Thomasevangeliet og Judasevangeliet). Disse kaldes ”apokryfe evangelier” ("skjulte evangelier") - i modsætning til de fire kanoniske evangelier. De apokryfe evangelier repræsenterer ofte andre strømninger end den traditionelle kristendom. Thomasevangeliet er skrevet omkring år 100, Judasevangeliet omkring 150, altså senere end de kanoniske evangelier. De apokryfe evangelier siger derfor mere om de gnostiske strømninger, som de er udsprunget af, end om Jesus fra Nazaret, og de leverer et noget andet billede af Jesus og kristendommen generelt. De apokryfe skrifter leverer bl.a. et metaforisk syn på Jesu opstandelse, som de mener skal opfattes billedligt, og ikke konkret fysisk, således som de synoptiske evangelier fremstiller den.

Apokryferne, navnlig Jakobs præevangelium, rummer flere beretninger om Jesu barndom. Her beskrives det eksempelvis, hvordan Jesus gør en lerfugl levende, forbander en dreng, så han bliver et træ, og forlænger et bræt, som han netop havde savet forkert over.

Uddybende artikel: Apokryfe evangelier

Kristendommens syn på Jesus

Ikon der afbilder de Hellige Fædre på det første koncil i Nikæa (i år 325). De holder den nikænske trosbekendelse. Den tekst, der vises, er imidlertid trosbekendelsen fra det første koncil i Konstantinopel (381), med ændringerne til brug i den græske liturgi

Jesus Kristus er hovedpersonen i kristendommen. Ordet ”kristen” kommer fra det græske ord ”Christos”. Selvom der i dag findes mange kristne kirkeretninger, kan der dog stadig siges meget fælles om kirkernes syn på Jesus, særligt så længe der er tale om de tre hovedgrene: Den ortodokse kirke, den katolske kirke og den protestantiske kirke. Det skyldes, at indenfor disse kirkesamfund, og i øvrigt mange af de andre, er det bibelske materiale autoriteten i forståelsen af Jesus. Derved er fremstillingen af Jesus i evangelierne grundlæggende for kristendommen. Det gælder elementer som jomfrufødslen, Jesu mirakler og undervisning, samt hans død, opstandelse, himmelfart og fremtidige genkomst. Dertil kommer titler som ”Kristus, Guds søn” (Mark 1,1), ”verdens lys” (Joh 8,12) og ”Ordet” (Joh 1,1).

Samtidig har de tre hovedgrene inden for kristendommen alle kunnet tilslutte sig de afgørelser angående Jesu væsen og natur, der blev besluttet på de syv økumeniske kirkekonciler. Den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, der stammer fra koncilerne i Nikæa 325 og Konstantinopel 381, er derfor fælles for de ortodokse, katolske og protestantiske kirker.

Jesus – den Opstandne

Uddybende artikel: Historicitet og betydning af Jesu opstandelse

Ifølge Apostlenes Gerninger var Jesu opstandelse udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse. Det var den der beviste, at Jesus var Herren, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og ”sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige.” Derfor er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, ikke julen.

Jesu guddommelighed

Kristus - Pantokrator (Almægtig). Ravenna, Italien.
Mosaik fra det 6. århundrede. De tre samlede finger symboliserer treenigheden. De to udstrakte fingre er et tegn på Jesu to naturer.

Allerede i det bibelske materiale bliver der brugt ord om Jesus, der peger på, at Jesus er guddommelig. Det bliver sagt om Jesus, at ”ved ham og til ham er alting skabt. Han er til forud for alt og alt består ved ham” (Kol. 1,17). Jesus bliver tilbedt (Matt. 2,11; 14,33; Luk. 24,52), og givet ”guddommelige” titler som ”Guds søn”, ”den første og den sidste” (Åb. 1,18; 22,13), ”Herren” (Luk. 2,11). Af apostlen Thomas bliver han kaldt ”min Herre og Gud” (Joh. 20,28). Jesus bliver i Joh. 1,1 kaldt "Ordet", der ”var hos Gud og Ordet var Gud”. Jesus blev derfor også betragtet og tilbedt som Gud i oldkirken.

Jesus – en person i treenigheden

Tanken om Jesu guddommelighed gav anledning til konflikter inden for kristendommen. Den endelige løsning blev begrebet treenigheden, der blev introduceret af kirkefaderen Tertullian (ca. 155-230). Han sagde, at Gud var tre personer (Faderen, Sønnen og Helligånden) – men kun ét væsen (én substans) – på latin: ”tres personae, una substantia”. Denne forestilling blev anfægtet af Arius, som ikke mente, at Jesus havde eksisteret evigt og derfor ikke var at betragte som Gud.

Kritikken bredte sig hurtigt ud i hele kristenheden, og på trods af kirkemødet i Nikæa i 325 var det først i Konstantinopel i 381, at der kom ro om spørgsmålet. Til dette koncil blev den nikænske trosbekendelse endegyldigt stadfæstet. Her står der, at Jesus ”er født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt”, og "af samme væsen som Faderen".

Jesu to naturer

Spørgsmålet om, hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske, blev det næste store stridsspørgsmål, og her blev konklusionen, at Jesus var både fuldt Gud og fuldt menneske. Det var særlig det økumeniske kirkemøde i Kalkedon i år 451, der formulerede dette dogme, selvom også senere konciler måtte beskæftige sig med spørgsmålet. Andre retninger som adoptionisme, doketisme, monofysitisme, nestorianisme og tilhængere af Apollinaris blev ekskommunikeret fra Kirken. Det førte til de første skismaer i kirken, hvor bl.a. den assyriske kirke (som var nestoriansk) og den koptiske og armenske kirke (som var monofysitiske) blev selvstændige.

Dogmet om Kristi to naturer blev formuleret således i den athanasianske trosbekendelse:

Vor Herre Jesus Kristus, Guds Søn, er Gud og menneske, Gud, født af Faderens væsen før tiderne, og menneske, født af moderens væsen i tiden, fuldkommen Gud, fuldkomment menneske.

Jesus – Frelseren

Ifølge kristendommen er Jesus først og fremmest frelseren. Det ligger blandt andet i hans navn (Jesus betyder oprindeligt (på hebraisk) "Jahve frelser"). Han "skal frelse sit folk fra deres synder." (Matt 1,21) Svaret på, hvorfor Jesus døde, er i kristendommen derfor ikke et spørgsmål om historiske begivenheders gang. Det er et spørgsmål om, at Gud ville, at Jesus skulle dø for at bringe en åndelig frelse til verden. Teologer har dog gennem tiden diskuteret spørgsmålet om, hvorvidt en mands (Jesu) død kunne være frelsende for andre mennesker end kristne.

Hans Holbein den yngre: Den døde Kristus.

Svarene, der er givet, er forskellige, sandsynligvis fordi frelsergerningen kan ses ud fra forskellige aspekter, som alle optræder i Det Nye Testamente. Under skolastikken blev dette spørgsmål systematiseret. Der kom to forsoningslærer, der indbyrdes konkurrerede om at være den herskende. Der er bred enighed blandt kristne om, at menneskets synd kræver en eller anden forsoning mellem Gud og mennesket, og at denne forsoning blev tilvejebragt af Gud gennem Kristus. Uenigheden opstår, når man begynder at forklare, hvordan denne forsoning foregår.

Det ene forsoningslære er Anselm af Canterburys (død ca. 1100) objektive forsoningslære, der siger, at forsoningen skete ved, at Jesus på korset stedfortrædende tog menneskehedens straf på sig og sonede deres synd over for Gud. Peter Abélards subjektive forsoningslære siger derimod, at det er menneskers efterfølgelse af Jesu forbilledlige kærlighedsoffer, der skaber forsoningen.

Imidlertid har Gustav Aulén i 1930 argumenteret for, at det i den tidlige kirke og hos Luther særligt var den klassiske forsoningslære der var fremherskende. Her ses forsoningen og frelsen mest igennem lyset af Jesu sejr over fordærvsmagterne – døden, synden og Djævelen.

Dog er alle disse elementer til stede i det bibelske materiale, og derfor kan disse forsoningslærer ses som forskellige aspekter af den kristnes soteriologi (lære om frelsen), hvor det ene ikke udelukker det andet. Den objektive og den klassiske forsoningslære ses f.eks. side om side i dette citat fra Kol 2,14-15: ”Han slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus.”

Den subjektive forsoningslære ses i f.eks. Filipperbrevshymnen i Fil 2,5-11, hvor der står:

I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han som havde Guds skikkelse, ... ydmygede sig og blev lydig indtil døden på et kors. (Fil 2,5-6a.8) Dog er det tvivlsomt om denne efterligning af Jesu sind, noget sted i Bibelen bliver set som frelsende og forsonende overfor Gud (selvom den vil være forsonende i menneskelige relationer). Man kan i det hele taget spørge, om ikke den subjektive forsoningslære tager frelserrollen væk fra Jesus og lægger den over på menneskerne.

Den subjektive forsoningslære er særligt fremherskende i de teologiske strømninger, der betvivler Jesu opstandelse og vender sig bort fra tanken om Guds krav om et blodigt stedfortrædende offer for menneskeheden. Den klassiske forsoningslære er den mest fremtrædende i den ortodokse kirke, der derfor ofte tillægger Jesu opstandelse den største betydning. Den objektive forsoningslære er derimod særligt tydelig i de katolske og protestantiske kirker, der følgelig lægger særlig vægt Jesu lidelse og død. Det er også på den baggrund, at blodmystik og passion til tider ofte har haft stor betydning i visse kirkesamfund. Eksempelvis kommer det meget tydeligt frem i nogle herrnhutiske digte, og i 2100-tallet i Mel Gibsons film The Passion of the Christ fra 2004.

Islams syn på Jesus

Gammel Persisk Miniature: Maryam (Jomfru Maria) og Isa (Jesus). Billeder af profeter forbydes dog oftest i Islam.

Statuen Cristo Redentor ("Kristus Forløser") har en højde på 30 meter på en piedestal på otte meter. Rio de Janeiro, Brasilien.

Jesus er en central person i Koranen (Al-Qur'an), hvor han kaldes ‘Isa (arabisk: عيسى) og omtales 25 gange. I islam anses Jesus for en af Allahs væsentligste budbringere, og han må anses for at være en fundamental del af Islams verdensbillede.

Islams opfattelse af Jesus (Isa) har en del tilfælles med de bibelske fortællinger, som f.eks. troen på jomfrufødslen, Jesu som den der helbreder og gør mirakler, Jesus som lærer, og så videre. Jesus bliver også ophøjet til himmelen, og mange muslimske teologer mener ligesom de kristne, at Jesus skal komme igen ved tidernes ende. Jesus kaldes elleve gange for al-Masih (Messias eller Kristus) og i sura 3,45 kaldes han Kalimatullaah (Guds ord).

Alligevel er der meget store forskelle på islams og kristendommens syn på Jesus. Selv når det er de samme beretninger, der fortælles, har Koranen ofte en helt anden vinkel på begivenhederne. Derudover benægter Koranen, at Jesus er Guds søn. Også kristendommens dogmer om treenigheden og Jesu guddommelighed benægtes. For tilhængere af islam er Jesus en af de allerstørste profeter, men ikke mere end det. Langt de fleste muslimer tror heller ikke at Jesus døde på korset og opstod. Det skyldes sura 4,158 i Koranen, hvor der er skrevet: "Og fordi de har sagt: Sandelig, vi har myrdet Messias, Jesus, Marias søn, Allahs sendebud! – De myrdede ham ikke, og de dræbte ham ikke ved korsfæstelsen, men han forekom dem (død). Og de, som var uenige derom, er visselig i tvivl derom. De har ingen (sikker) viden, men følger (kun) en formodning, og de dræbte ham visselig ikke." Der er dog tre steder i Koranen, som umiddelbart læses, som om Jesus faktisk døde (Sura 3,55-56; 19:34 og 5,118), men de fleste muslimske teologer vælger at tolke og oversætte disse steder ud fra sura 4, 158, selvom vendingen i sura 4 – ”De myrdede ham ikke” – kan tolkes som at jøderne ikke overvandt ham, da han opstod.

Islams eneste kilde til synet på Jesus er åbenbaringerne fra Muhammed. Enkelte muslimske teologer har henvist til det apokryfiske skrift Barnabasevangeliet, der sandsynligvis er skrevet i det 14-16. århundrede i Italien eller Spanien under stærk muslimsk påvirkning.

Billeder af Jesus

En 30 m høj statue af Kristus, ”Cristo Redentor” (”Kristus Forløser”), kan ses i Rio de Janeiro. I Cochabamba i Bolivia står den 34,2 m høje Cristo de la Concordia (sp.: Harmoniens Jesus). Men der findes ingen billeder og figurer af ham fra hans egen tid.

Se også

• Jesus-bevægelsen
• Urkristendommen
• Parusi
• Kritik af Jesus

Noter

Referencer

Litteratur

• Per Bilde: Den historiske Jesus. Anis 2014. ISBN 978-87-7457-668-6
• Per Bilde: En religion bliver til. En undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110. Anis 2001. ISBN 87-7457-277-6.
• Børge Diderichsen: Den historiske Jesus, GAD, 1977
• Bart D. Ehrman: Jesus. En apokalyptisk profet. Gyldendal 2001. ISBN 87-00-49024-5
• Troels Engberg-Pedersen (red.): Den historiske Jesus og hans betydning. Gyldendal 1998. Af indholdet: Troels Engberg-Pedersen: Gevinst og risiko i jagten på den historiske Jesu. Gerd Theissen: Den kontroversielle historiske Jesus. E.P. Sanders: Jesus i historisk kontekst. Halvor Moxnes: Jesus' galilæiske kontekst. Jens Glebe-Møller: Kristologi fra neden. ISBN 87-00-35230-6
• Gads Danske Bibelleksikon, bind 1. Gad 1981. ISBN 87-12-23072-3
• Niels Hyldahl (1993): Den ældste kristendoms historie. Museum Tusculanum. 1. udgave. 1993. DK5=22.59. ISBN 87-7289-212-9
• Mogens Müller: Jesusopfattelser – i den nytestamentlige forskning. Ny tNordisk Forlag Arnold Busck 1978. ISBN 87-17-02477-3
• Erik Nørgaard: Partisanen Jesus. Bogan 1975. ISBN 9788711730393
• Lee Strobel: Research om Jesus. Credo 2004. ISBN 87-7242-271-8
• Villy Sørensen: Jesus og Kristus. Gyldendal 1992. ISBN 8700106755
• Oskar Skarsaune: Den ukendte Jesus, Lohse, 2006, ISBN 87-564-5863-0
• Peter Walker: Jesus og hans verden, Lohse, 2004, ISBN 87-564-5766-9

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Jesus

• Dansk oversættelse
  • Bibelen – Det danske Bibelselskab
  • Bibelen på Hverdagsdansk
  • Biblegateway – "Dette er Biblen på dansk", Dansk oversættelse fra 1933 (DO33)

LA-ikon

v d r Jesu liv og lære Jesu liv Undfangelsen Fødslen Jesu omskærelse Jesu familie Jesu slægt Dåben Fristelsen Forklarelsen på bjerget Disciplene Mirakler Jesu sidste uge Indtoget til Jerusalem Undervisningen Det sidste måltid Tilfangetagelsen Domfældelsen Jesu lidelse og død Jesu gravlæggelse Opstandelsen Himmelfarten Jesu genkomst Jesu lære Undervisningen Lignelserne Bjergprædikenen Saligprisningerne Fadervor Kærlighedsbuddet Missionsbefalingen Relaterede artikler Den historiske Jesus Kilder til Jesus Jesu-liv-forskning Jesus Kristus i Det Nye Testamente Kritik af Jesus

v d r Islam Religiøse dogmer Islams fem søjler Trosbekendelsen Bøn Faste Halal Haram Pilgrimsrejsen til Mekka Velgørenhed Centrale personer Muhammed Ali Abu Bakr Muhammeds følgesvende Ahl Al-Bayt Imamer Islams profeter Islamiske religiøse ledere Mahdi Skrifter og love Koran Hadith Sira Fiqh Sharia Retninger Sunnisme Shiisme Ibadisme Sufisme Khariji Mutazilisme Wahhabisme Sociopolitiske aspekter Byer Arkitektur Kunst Kalender Imamat Kalifat Islam og kvinder Islamforskning Islamisme Se også Islamiske begreber Islams historie Islamisk filosofi Euroislam Islam i Danmark Kritik af islam Kategori:Islam

v d r Kristendommen Treenigheden Faderen Sønnen Helligånden Skrifter Bibelen Det Gamle Testamente Det Nye Testamente Salmebog Katekismus Kirkeåret Advent Jul Hellig tre konger Faste Påske Pinse Trinitatis Allehelgensdag Trosartikler Frelse Nåde Trosbekendelse Kristendommens historie Urkristendommen Det store skisma Reformationen Livscyklus Dåb Konfirmation Ægteskab Død Begravelse Bønner Fader vor Marias lovsang Kirke- og hverdagsliv Søndag Præst Kirken Kristen etik Retninger Adventisme Anabaptisme Baptisme De unerede kirker Den anglikanske kirke Den ortodokse kirke Den koptiske ortodokse kirke Katolicisme Lutheranisme Presbyterianisme Unitarisme Folkekirkens trosretninger Pietisme Grundtvigianisme Folkekirkelige organisationer Indre mission KFUM og KFUK Sømandsmission Mission Ydre mission Dansk Kirke-Mission i Arabien Missionskollegiet Den danske Halle-mission Det Danske Missionsselskab Dansk Santalmission Sudanmissionen Østerlandsmissionen Dansk Kirke-Mission Baselermissionen Herrnhutiske Brødremenighed Kategori:Kristendom