I dagens verden er Kongesaga et yderst relevant emne, der påvirker samfundet i forskellige aspekter. I årtier har Kongesaga været genstand for undersøgelse og interesse af eksperter, forskere og fagfolk inden for forskellige områder. Dens indflydelse spænder fra økonomi til politik, herunder kultur og miljø. I denne artikel vil vi i detaljer undersøge de forskellige aspekter relateret til Kongesaga, analysere dens betydning, dens implikationer og de mulige fremtidige scenarier, som dens udvikling kan medføre. Fra sin oprindelse til i dag har Kongesaga givet anledning til endeløse debatter og refleksioner, der har bidraget til at berige viden om dette fænomen.
I 1300-tallet skiftede kildematerialet fuldstændigt karakter. Den sidste kongesaga i Norge handler om Magnus Lagabøte (død 1280) og er kun bevaret i brudstykker. Fra omkring 1300 trådte dokumenter om lokale, retslige forhold i stedet - dvs. bøder for lovbrud og præciseringer af Magnus Lagabøtes landslov, samt diplomer. Kongesagaerne var fortællinger om konger, skrevet på opdrag af de samme konger, der ønskede at mindes på fordelagtig vis. Snorre skrev i indledningen til Heimskringla, at en skjald ikke må lyve om sin opdragsgiver – det ville tjene begge til vanære. Men opdragsgiveren må godt stilles i et smigrende lys. Bøderne og diplomerne gjaldt derimod konkrete problemer, og giver kun glimtvis indsigt, hvor kongesagaerne gengav et helt handlingsforløb. Vi ved derfor uendelig meget mere om Skule Bårdssons oprør mod Håkon Håkonsson i 1239–40 end om de tre opstande mod kong Magnus Eriksson i 1332, 1338 og 1343, da disse kun omtales kort i kilderne. 1300-tallet er dermed langt dårligere klarlagt for eftertiden end de forudgående århundreder, der belyses i sagaskrivningen.
Liste over kongesagaer
Der kendes følgende nedskrevne kongesagaer, hvoraf nogle er nedskrevet på latin. Dateringen kan være usikker med op til flere hundrede år.
Heimskringla af Snorri Sturluson, c. 1230.Heimskringla foreligger i flere parallelle versioner, der på visse punkter adskiller sig fra hinanden. De i dag alment tilgængelige oversættelser af Heimskringla suppleres således af Peder Claussøn Friis' trykte udgave fra 1633, kaldet Norske Kongers Chronica (genoptrykt i 1757).
Knytlingesaga, sandsynligvis af Sturla Tordssons bror Olav Tordsson hvideskjald, ca 1260.
Håkon Håkonssons saga, af Sturla Tordsson, ca 1265.
Magnus Lagabøtes saga, af Sturla Tordsson, ca 1280, kun fragmenter er bevaret.