I denne artikel vil vi udforske Livegenskab, et emne, der har fanget opmærksomhed fra både eksperter og entusiaster. Livegenskab er et begreb, der har været genstand for debat og analyse på forskellige områder, fra videnskab til populærkultur. Gennem historien har Livegenskab spillet en afgørende rolle i menneskers liv, og har påvirket den måde, vi tænker, handler og forholder os til verden omkring os. Gennem en multidisciplinær tilgang vil vi undersøge de forskellige perspektiver på Livegenskab og fremhæve dets mest relevante og kontroversielle aspekter. Derudover vil vi undersøge, hvordan Livegenskab har udviklet sig over tid, og hvad dets relevans er i dag. Gør dig klar til at komme ind i den fascinerende verden af Livegenskab!
Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. (januar 2016) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
En livegen er en person, der var en godsejers personlige ejendom. Det forhold blev i historien afløst af feudalismen. I de allerfleste lande blev slaveriet til livegenskab. Den grundlæggende samfundsdeling gik nu mellem feudalherrer og livegne bønder. Forholdet mellem mennesker blev ændret: Slaveejerne havde regnet slaverne for deres ejendom, loven havde stadfæstet det og betragtede slaverne som ting, der fuldstændig tilhørte slaveejerne. Godsejerne ejede dog ikke de livegne bønder som ting, men havde ret til deres arbejde, ret til at de udførte faste pligter. I praksis var livegenskab på ingen måde forskelligt fra slaveriet, især ikke Rusland.
I Rusland blev loven om livegenskabet ophævet i 1861, efter at have eksisteret i næsten to århundreder, med kun få forbedringer sidst i det 19. århundrede. Aleksander 2.'s hovedprincip var, at de livegne skulle frigives med jord, og den 3. marts (19.feb.) 1861 udskrev Aleksander den 2. marts manifestet om bondereformen.
Reformen omfattede de private godsejeres bønder til forskel fra statens og kronens bønder. De livegne udgjorde omkring 35 % af rigets samlede befolkning, mens statens bønder og kronbønderne udgjorde omkring 45 %, og samtlige grupper af frie borgere kun udgjorde 20 %.
Det var altså over en tredjedel af befolkningen, som fik en ny samfundsmæssig status ved ophævelsen af livegenskabet. Reformen fastslog, at livegne fik deres personlige frihed uden at skulle betale deres hidtidige ejere erstatning.
Det var en stor skuffelse for bønderne. Reformernes gennemførelse var en hjælp til godsejerne. Jordfordelingen blev enten beskåret eller solgt til bønderne til meget høje priser. Resultatet var at den nye frie bondestand i resten af århundredet var bastet og bundet af en uoverkommelig gældsbyrde og plaget af en jordhunger, som man ikke før havde kendt. Statsbønderne fik bedre vilkår. I 1858 og 1866 fik de deres frihed og blev med øjeblikkelig virkning selvejende bønder. De fik rimelige jordtildelinger og mere lempelige købsvilkår end de private godsejerbønder.
|