I dag er Max Tau et emne, der vækker stor interesse og skaber debat på forskellige områder af samfundet. Uanset om det skyldes dets historiske relevans, dets indflydelse på populærkulturen eller dets indflydelse på hverdagen, er Max Tau blevet et emne af global relevans. Fra videnskabelig forskning til sociale tendenser har Max Tau indtaget en central rolle i den offentlige diskurs og fanget opmærksomheden hos mennesker i alle aldre og baggrunde. I denne artikel vil vi analysere forskellige aspekter relateret til Max Tau, udforske dens betydning, dens udvikling over tid og dens tilstedeværelse i dag.
Max Tau | |
---|---|
Litografi af Emil Stumpp, 1929 | |
Personlig information | |
Født |
Max Tau 19. januar 1897 Bytom, Tyske Kejserrige |
Død |
13. marts 1976 (79 år) Oslo, Norge |
Søskende | Fritz Tau |
Ægtefælle | Tove Tau (fra 1944) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Christian-Albrechts-Universität |
Medlem af | Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung |
Beskæftigelse | Humanist, filosof, digter |
Aktive år | 1928-1976 |
Arbejdsgiver | Aschehoug |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser |
Store fortjenstkors m. stjerne af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenstorden (1967), Schlesierschild, Tyske frimurers kulturpris (1966), Lessing-Ring (1966), Den tyske boghandels fredspris (1950) med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Max Tau (født 19. januar 1897, død 13. marts 1976) var en tysk-norsk humanist, filosof og digter.
Efter at have aflagt doktorgrad i filosofi var han virksom som forlagsredaktør i Berlin og havde en central rolle i udgivelsen af norske forfattere på tysk. Tau, som havde jødisk baggrund, emigrerede i 1938 til Norge og måtte i 1942 flygte til Sverige, hvor han fik norsk statsborgerskab af den norske ambassade. Han flyttede tilbage til Norge i 1945 og arbejdede frem til sin død som forlagsredaktør hos Tanum og Aschehoug. Han udførte et stort arbejde med at fremme forståelsen mellem Vesttyskland og Norge, og grundlagde Norsk-Tysk Selskab, og havde en vigtig rolle i at gøre nyere tysk litteratur kendt i Skandinavien. Taus egne bøger og værker var præget af hans humanistiske syn og venskab med Albert Schweitzer og tematiserede jødisk-kristen forsoning, fred mellem nationer og forståelse mellem generationer. Tau var den første modtager af de tyske boghandleres fredspris i 1950 og har fået en række andre udmærkelser.
I 1970 modtog Tau Sonningprisen for sit "europæiske engagement".