Tjuktjerhavet
I dagens verden har Tjuktjerhavet fået en hidtil uset relevans. Hvad enten det skyldes dets indvirkning på samfundet, dets indflydelse på kulturen eller dets betydning i den økonomiske sfære, er Tjuktjerhavet et emne, der ikke går ubemærket hen. Over tid har vi været vidne til, hvordan Tjuktjerhavet har udviklet sig og tilpasset sig de skiftende omstændigheder i den moderne verden. I denne artikel vil vi gå i dybden med de forskellige facetter af Tjuktjerhavet og dens relevans i dag. Fra dens oprindelse til dens indflydelse på nutiden, vil vi analysere, hvordan Tjuktjerhavet har markeret et før og efter i forskellige aspekter af dagligdagen.
Tjuktjerhavet (russisk: Чуко́тское мо́ре, tr. Tjukotskoje more) er et randhav af Ishavet, beliggende nord for Beringstrædet mellem Sibirien og Alaska. Mod vest afgrænses det af Wrangeløen og grænser her mod Østsibiriske hav. I øst afgrænses det af Point Barrow i Alaska og grænser her mod Beauforthavet. Det afgrænses af Tjuktjerhalvøen i sydvest og af Sewardhalvøen i sydøst og overgår mod syd i Beringstrædet, som forbinder det med Stillehavet, idet grænsen sættes til polcirkelen.
Tjuktjerhavet er et grundt sokkelhav. Over 56 % af overfladen på omkring 595.000 km² er mindre end 50 meter dyb; det størsta dyb er knapt 200 meter. Tjuktjerhavet har store populationer af hvalrosser, sæler og hvaler. Det er isbelagt i største delen af året, men i hvert fald de østlige dele er farbare cirka 4 måneder om sommeren efter som varmt vand fra Stillehavet passerer gennem Beringstrædet. Dette medfører tillige, at plante- og dyrelivet udviser både arktiske og pacifiske træk.
De største havne er Uelen på Tjuktjerhalvøens østligste punkt og Utqiagvik på Alaskas nordligste del.
Havet har fået sit navn efter tjuktjerne, som bor i Tjukotskij autonome okrug på den sibiriske side.