Autotrof

I dagens verden er Autotrof et emne, der har fået stor relevans og har fanget opmærksomheden fra forskellige sektorer af samfundet. Siden dens fremkomst har Autotrof markeret et før og efter i den måde, vi interagerer, lever og opfatter verden omkring os på. Med tiden er Autotrof blevet et emne for debat og diskussion på forskellige områder, hvilket har genereret modstridende meninger og udløst handlinger, der har påvirket folks liv. Derfor er det afgørende at analysere og forstå i dybden, hvilken indflydelse Autotrof har haft på vores liv, såvel som på samfundets udvikling som helhed. I denne artikel vil vi udforske nogle facetter af Autotrof og dens indflydelse på forskellige aspekter af dagligdagen for at give et bredere og mere omfattende syn på dette meget vigtige emne.

En organisme er autotrof, når den selv producerer komplekse organiske forbindelser udfra simple stoffer som f.eks. kuldioxid og vand.

Ordet autotrof er sammensat af to græske ord: auto, der betyder "selv", og trophein, der betyder "nære". Den direkte betydning af begrebet er altså = selvnærende. Deraf "selvforsynende".

Tidligt i Jordens geologiske historie opstod der autotrofe organismer, som udnyttede den kemiske energi fra iltfattige kulstof- eller svovlforbindelser til at opbygge det nødvendige sukkerstof. De findes endnu i iltfrie eller iltfattige omgivelser, og deres produktionsmetode kaldes kemosyntese.

Senere opstod encellede organismer, cyanobakterier eller blågrønalger, der havde udviklet en ny metode til at skaffe sig stof og energi på, nemlig fotosyntesen. Meget tyder på, at fotosyntesen senere er blevet overført til de grønne planter ved, at de har optaget blågrønne bakterier i sig uden at fordøje dem. Under alle omstændigheder er det tankevækkende, at grønkornene, de organeller, der udfører fotosyntesen, har deres eget DNA.

Referencer

Se også

Kilder

  • Dieter Heinrich, Manfred Hergt (1992). Munksgaards atlas – økologi. København: Munksgaard. ISBN 87-16-10775-6.