Den kollektive sikkerhedspagt
I denne artikel vil vi udforske den fascinerende verden af Den kollektive sikkerhedspagt, analysere dens indflydelse på samfundet og dens relevans i dag. Fra dets oprindelse til dets udvikling i dag, har Den kollektive sikkerhedspagt været genstand for undersøgelse og debat på forskellige områder, hvilket har skabt stigende interesse fra akademikere, fagfolk og entusiaster. Gennem et dybt og detaljeret blik vil vi undersøge de forskellige aspekter relateret til Den kollektive sikkerhedspagt, dets indflydelse på populærkulturen, dets rolle i den teknologiske udvikling og dets betydning i det globale panorama. Ligeledes vil vi tage fat på de forskellige perspektiver og meninger omkring Den kollektive sikkerhedspagt, med det formål at tilbyde en omfattende og komplet vision af dette spændende emne.
| Den kollektive sikkerhedspagt russisk: Organizatsija Dogovora o kollektivnoj bezopasnosti | |
|---|---|
 | |
| Grundlæggelse |
15. maj 1992  |
| Type | International organisation |
| Beliggenhed |
Sverchkov Bane, Moskva |
| Antal medlemmer |
•  Armenien•  Hviderusland•  Kasakhstan•  Kirgisistan•  Rusland•  Tadsjikistan |
| Generalsekretær |
 Jurij Khatjaturov |
| Eksterne henvisninger | |
| Hjemmeside | odkb-csto.org |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Den kollektive sikkerhedspagt (russisk: Организация Договора о коллективной безопасности, tr. Organizatsija Dogovora o kollektivnoj bezopasnosti ODKB; engelsk: Collective Security Treaty Organization (CSTO)) er en militæralliance mellem Rusland og landene i Østeuropa, Kaukasus og Centralasien. Sikkerhedspagten blev stiftet med en traktat i 1992, og organisationen blev etableret i 2002. Rusland, Hviderusland, Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan er medlemmer af alliancen. Landene har forpligtet sig til at søge en fredelig løsning på konflikter og ser et angreb på en af medlemsstaterne som et angreb på alle medlemslande.
Baggrund og udvikling
Alliancen blev etableret efter opløsningen af Sovjetunionen. Den blev til ved underskrivelse af "Traktaten om den kollektive sikkerhed" den 15. maj 1992 i Tashkent af Rusland, Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan og Usbekistan. Traktaten skulle oprindeligt gælde i fem år, med mulighed for forlængelse. Tadsjikistan tilsluttede sig senere, og i 1993 kom også Aserbajdsjan, Hviderusland og Georgien med.
Flere af landene så med mistro på Ruslands rolle i nabolande, og Aserbajdsjan, Georgien og Usbekistan forlod organisationen, når traktaten ville blive forlænget i 1999.
I 2002 blev det aftalt at oprette en permanent international organisation, CSTO, som Rusland, Hviderusland, Armenien, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan tilsluttede sig. Organisationen blev oprettet i september 2003. I 2006 sluttede Usbekistan sig atter til CSTO.
Organisationen har status af permanent observatør ved FN's generalforsamling.
Organisationen
Organisationen ledes af en kollektivt sikkerhedsråd bestående af medlemsstaternes statsoverhoveder, med en permanent råd af ambassadører. Desuden afholder organisationen udenrigsministermøder og forsvarsministermøder og har et sekretærråd. CSTO har en generalsekretær og et sekretariat med hovedkvarter i Moskva.
Militært er CSTO organiseret i tre styrke-kategorier: En vestlig gruppe dannet af Rusland og Hviderusland, en gruppe i Kaukasus med Rusland og Armenien og en gruppe af Centralasien med Rusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan
Referencer
- ^ "Collective Security Treaty Organisation (CSTO)", International Relations and Security Network, ETH Zurich.
- ^ Møller, Karsten Jakob: "Collective Security Treaty Organisation: An Entangling Alliance" Arkiveret 26. januar 2013 hos Wayback Machine, i Peter Dahl Thruelsen (red.): International Organisations: Their Role in Conflict Management, København: Royal Danish Defence College, 2009, s. 203–223.
- ^ Møller, s. 205.
- ^ Møller, s. 206.
- ^ Møller, s. 207.
- ^ "mellemstatslige organisationer" Arkiveret 1. december 2012 hos Wayback Machine, FN
- ^ Møller, s. 211.
- ^ Møller, s. 209.
