Drury Lane-teatret
I denne artikel vil vi udforske emnet Drury Lane-teatret fra forskellige perspektiver og med et bredt fokus. Drury Lane-teatret er et emne, der har skabt stor interesse og debat i dagens samfund, og dets relevans går på tværs af forskellige områder af dagligdagen. Igennem denne artikel vil vi undersøge de forskellige aspekter, der udgør Drury Lane-teatret, og analysere deres indflydelse i forskellige sammenhænge og deres indflydelse på samfundet generelt. Fra dens oprindelse til dens nuværende udvikling, gennem dens implikationer i den personlige, professionelle og sociale sfære, vil vi dykke ned i kompleksiteten af Drury Lane-teatret og dens mange facetter. Gennem denne analyse søger vi at tilbyde en omfattende og berigende vision, der inviterer til refleksion og debat om Drury Lane-teatret og dets plads i vores nutidige virkelighed.
Drury Lane teatret (i dag egentlig Theatre Royal, Drury Lane) er et af de ældste (i flere inkarnationer) og mest prestigiøse teatre i London.
Det første teater på stedet åbnede under Jakob 1. af England. I 1662 gav Karl 2. af England tilladelse til, at et nyt teater kunne opføres på stedet (alle teatre blev lukket under Oliver Cromwell's puritanske styre 1649-1660). I 1672 brændte teatret, men allerede i 1674 stod en ny bygning klar, tegnet af arkitekten Christopher Wren.
Den nuværende bygning, kendt som Theatre Royal, stammer fra 1812. Teatret er et af Londons største, med plads til et publikum på over 2000. Det bruges i dag primært til store musicalproduktioner som f.eks. Miss Saigon og My Fair Lady.
Den store engelske skuespiller David Garrick var direktør for teatret i en længere periode i 1700-tallet, og her opførte han bl.a. størstedelen af Shakespeares værker.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |