Einsatzgruppen

I dagens verden er Einsatzgruppen blevet et emne af stor relevans og interesse for mange mennesker inden for forskellige områder. Hvad enten det skyldes dets indvirkning på samfundet, dets implikationer i dagligdagen eller dets betydning i historien, er Einsatzgruppen et emne, der fortjener at blive analyseret og diskuteret i dybden. Fra dens oprindelse til dens virkning i dag har Einsatzgruppen vakt interesse hos akademikere, eksperter og den brede offentlighed, hvorfor det er vigtigt at udforske dets forskellige kanter og dimensioner. I denne artikel vil vi dykke ned i den spændende verden af ​​Einsatzgruppen, for at lære i detaljer om dens karakteristika, udfordringer og muligheder, med det formål at udvide vores viden og forståelse af dette fascinerende emne.

Et medlem af Einsatzgruppe C skyder en jødisk mor og barn i nærheden af Ivangorod i Ukraine.
Indsatsgruppe har henrettet kvinder og børn i Zdołbunów, Polen, oktober 1942.

Einsatzgruppen (dansk: indsatsgrupper eller aktionsgrupper) var specialenheder i Schutzstaffel. De var mobile formationer, som særligt blev indsat ved likvideringer i besatte områder og var underlagt Amt IV i Reichssicherheitshauptamt (RSHA). Indsatsgrupperne var sammensat af folk fra SS, Sicherheitspolizei (Sipo; "sikkerhedspoliti") og Ordnungspolizei (Orpo; "ordenspoliti") der tjente som omrejsende mordbrigader ved østfronten.

De enkelte grupper blev kaldt Einsatzkommando, mens staben blev kaldt Einsatzstab. Hver kommando var delt i Einsatzgruppe og efter behov forstærket med politimænd og udkommanderet lokalbefolkning. I 1943 havde indsatsgrupperne dræbt mere end 1 million jøder på sovjetisk område ved skydning eller kulos, der blev ledt ind i forseglede lastbiler. Detaljerede rapporter blev udarbejdet om aktionerne, og der blev gjort udbredt brug af lokale medløbere til at hjælpe med pågribelser og mord på jøder og andre i Sovjetunionen.

De første grupper blev sat ind under Anschluss og invasionen i Tjekkoslovakiet. Deres opgave var at sikre vigtige dokumenter og eliminere modstandere som jøder, frimurere, kommunister, kirkeledere og dem, der var mistænkt for at være negative til et nazistisk regime. De sikrede, at nazister blev placeret i vigtige stillinger og oprettede koncentrationslejre.

I 1939 blev Einsatzgruppen omorganiseret, og under angrebet på Polen deltog de i likvidering af polakker, som kunne gøre modstand mod tyskerne.

Efter Operation Barbarossa i 1941 blev grupperne sendt ind i Sovjetunionen for at likvidere "uønskede elementer". Indsatsgrupperne er specielt berygtede for deres rolle i massedrab på jøder. Sammen med specielle politistyrker, hvis medlemmer kunne fritages for at deltage, antages de at være ansvarlige for drab på omkring to millioner jøder, omtrent en tredjedel af de jøder, der blev myrdet under krigen. Grupperne stod også bag massakrer og enkeltlikvideringer på blandt andre romaer og kommunister.

Der dannede sig en myte om, at det var umuligt at undslå sig for at deltage i myrderierne. Professor Franz Six, leder af forkommando Moskva, udtalte, at man kunne ansøge om at overføres fra en indsatsgruppe. Det havde han selv gjort med held og fik ikke andet ubehag af det, end at han kom til at stå på meget dårlig fod med Reinhard Heydrich.

24 ledere fra Einsatzgruppen blev efter anden verdenskrigs afslutning stillet for Nürnberg-domstolen anklaget for forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og medlemskab af SS; 14 blev dømt til døden, mens to fik livsvarigt fængsel. Kun fire blev hængt (i 7. juni 1951). De øvrige domme blev ændret til kortere fængselsstraffe.

Østrig

Einsatzgruppens historie begynder i 1938, da Reinhard Heydrich oprettede en Einsatzkommando (”indsatskommando”) i forbindelse med Anschluss, Tysklands annektering af Østrig. Indsatskommandoen bestod af agenter fra Sicherheitspolizei og Gestapo og havde til opgave at besætte regeringsbygninger sammen med det østrigske politi at arrestere og forhøre personer, der mistænkes for at være anti-nazistiske.

Tjekkoslovakiet

Ved Münchenaftalen den 30. september 1938 afgav Tjekkoslovakiet det tysktalende Sudetenland til Tyskland, og i marts 1939 besatte Tyskland den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet. To Einsatzstaben ("indsatsstabe") fulgte i den tyske hær spor for at sikre regeringsbygninger i Prag. De bestod af blandt andet personale fra SS og SD.

Polen

En dreng står foran sin myrdede familie kort inden, han selv bliver myrdet.

Den 1. september 1939 invaderede Tyskland Polen, og fem Einsatzgrupper fulgte de tyske tropper. Senere blev en sjette Einsatzgruppe stationeret i Posen. Der oprettes endda en Einsatzgruppe "til særlige formål", Einsatzgruppe zur besonderen Verwendung (z.b.V.) underordnet Einsatzkommando 16. Således opererede otte indsatsstyrker i Polen:

Ved fronten i Polen var indsatsgrupperne under hærens kommando, men omkring baglinjerne opererede de frit. Officielt fik indsatsgrupperne til opgave at arrestere politiske modstandere og andre personer, som udgjorde en trussel mod sikkerheden i Det tredje rige, og forhindre sabotage, men i virkeligheden bestod indsatsgruppernes mission i at ødelægge den polske intelligentsia fuldstændigt. Reichsführer-SS Heinrich Himmler regnede med, at når den polske ledelse var fjernet, ville polakkerne blive et underdanig slavefolk under nazi-kontrol. Da indsatsgrupperne havde fjernet deres primære fjender, begyndte de at jage de polske jøder. Hærens ledelse reagerede meget stærkt på indsatsgrupperne brutale fremfærd og generaloberst Gerd von Rundstedt krævede, at jødeforfølgelsen straks blev stoppet. Hitler svar var at fratage hærens ledelse al indflydelse over indsatsgrupperne. Han udnævnte fire partiloyale statholder med jurisdiktion over indsatsgrupperne: Albert Forster i Danzig-Westpreußen, Arthur Greiser i Warthegau, Gustav Wagner i Schlesien og Hans Frank i Generalguvernementet, den del af Polender ikke var med i det tyske rige.

Operation Barbarossa

Kort, der viser antallet af jøder, der blev myrdet af Einsatzgruppe A (Jägerrapporten fra december 1941).

Heydrich, der i 1939 blev chef for Reichssicherheitshauptamt, Nazi-Tysklands sikkerhedsministerium, gav før angrebet på Sovjetunionen i juni 1941 Einsatzgruppen til opgave at dræbe alle jøder, russiske politiske kommissærer, såkaldte politruker samt partisaner. Einsatzgruppen blev opdelt i fire hovedgrupper (A-D) og opererede fra Baltikum i nord til Sortehavet i syd. Einsatzgruppen var opdelt i Sonderkommandon og Einsatzkommandon, hvis mindste enhed blev kaldt Einsatztruppe. Einsatzgruppen på omkring 2.500 mand rekrutteredes fra bland andet Waffen-SS, SD, Kripo og Orpo. Ifølge usikre skøn skal Einsatzgruppen have myrdet mindst 1.000.000 mennesker i Rusland og Baltikum i samarbejde med tilsvarende enheder fra det tyske politi. Det har vist sig, at bataljoner af det tyske politi Polizeibataillone og Reservpolizeibataillone også blev indsat uafhængigt til massedrap af civilpersoner i det bageste område, ved siden af rent partisanbekæmpningsopgaver. I Baltikum og Sovjetunionen deltog den lokale befolkning også i massemordet på jøderne. I Ukraine bemærkede lokale militsgrupper og hjælpepolitibataljoner deres brutalitet.

Militære ledere protesterede mundtligt og skriftligt mod sikkerhedspolitiets metoder, som de anså som kontraproduktive og respektløse. Da krigen fortsatte, blev kampen mellem partisanerne og de tyske væbnede styrker intensiveret. Det antages at have ført til en skarp brutalisering og accept af massearrestationer og lignende aktiviteter.

Oplysninger fra ledere og andet personale i disse enheder antyder, at normale mennesker under relativt unormale omstændigheder kan finde sig i massedrab, men at personlige problemer som alkoholisme, mental sygdom, selvmord gradvist dukker op blandt dem. Ledere synes at motivere personale med juridisk eller domstolslignende effekt, ord og omskrivninger. Militær disciplin synes også at have indflydelse på at se bort fra personlige følelser, ansvar og lignende. De problemer, der motiverer personalet inden for Einsatzgruppen, anses af nogle forskere for at have bidraget til oprettelsen af udryddelseslejrene med gaskamre som udryddelsesmetode, hvor det meste af håndteringen af de døde blev udført af fangerne selv.

SS-Gruppenführer Otto Ohlendorf (Einsatzgruppe D) og andre anklagede ved Einsatzgruppenretssagen i Nürnberg den 15. september 1947.

Flere høje ledere i Einsatzgruppen blev dømt til døden eller til langvarig fængselsstraf ved Einsatzgruppenretssagen i 1947–1948. Så sent som i juni 1951 blev Einsatzgruppens ledere Paul Blobel, Werner Braune, Erich Naumann og Otto Ohlendorf hængt. Paul Blobel havde kommandoen ved Babij Jar og havde også ansvaret for Aktion 1005. SS-Gruppenführer Arthur Nebe, kommandant for Einsatzgruppe B fra juni til oktober 1941, blev dog dømt til døden og henrettet i marts 1945 for indblanding i 20. juli-attentatet mod Adolf Hitler i 1944.

Einsatzgruppe A

Et tysk kort over Einsatzgruppen og SS's handlinger i Sovjetunionen i 1941.
Tegnforklaring:
Stiplet sort linje - grænserne for de fire indsatsgrupper aktionsområde.
Fuld blå linje med pilen - Einsatzkommandoen.
Stiplede blå linje med pil - Sonderkommandoen.
Vimpel - indsatsgrupper hovedkvarteret.

Einsatzgruppe A fulgte Heeresgruppe Nord og opererede i Baltikum. Einsatzgruppe A omfattede Sonderkommando 1a og 1b samt Einsatzkommando 2 og 3.

Befalingshavende

Sonderkommando 1a

Sonderkommando 1b

Einsatzkommando 2

Einsatzkommando 3

Personalesammensætning for Einsatzgruppe A (15 oktober 1941)
Enhed Antal
Waffen-SS 340
Motorcykelkører 172
Administration 18
Sicherheitsdienst (SD) 35
Kriminalpolizei (Kripo) 41
Staatspolizei (Stapo) 89
Hilfspolizei (Hipo) 87
Ordnungspolizei (Orpo) 133
Kvindelige ansatte 13
tolke 51
Teleprinteroperatører 3
Radiooperatører 8
Totalt 990

Einsatzgruppe B

Einsatzgruppe B fulgte Heeresgruppe Mitte i Hviderusland og bestod af Sonderkommando 7a, 7b og 7c (Vorkommando Moskau) samt Einsatzkommando 8 og 9.

Befalingshavende

Sonderkommando 7a

Sonderkommando 7b

Sonderkommando 7c / Vorkommando Moskau

Einsatzkommando 8

Einsatzkommando 9

Einsatzgruppe C

Einsatzgruppe C fulgte Heeresgruppe Süd i det nordlige og centrale Ukraine og bestod af Sonderkommando 4a og 4b samt Einsatzkommando 5 og 6.

Befalingshavende

Sonderkommando 4a

Sonderkommando 4b

Einsatzkommando 5

Einsatzkommando 6

Einsatzgruppe D

Einsatzgruppe D fulgte Heeresgruppe Süd og opererede i Bessarabien, det sydlige Ukraine, på Krim og i Kaukasus med Sonderkommando 10a og 10b samt Einsatzkommando 11a, 11b og 12.

Befalingshavende

Einsatzkommando 10a

Einsatzkommando 10b

Einsatzkommando 11a

Einsatzkommando 11b

Einsatzkommando 12

Kroatien

Einsatzgruppe E

Einsatzkommando 10b
Einsatzkommando 11a
Einsatzkommando 15
Einsatzkommando 16
Einsatzkommando Agram

Agram er det østrigsk-tyske navn på Zagreb.

Serbien

Slovakiet

Einsatzgruppe H

Kärnten/Slovenien

Einsatzgruppe Iltis

Einsatzgruppe Iltis havde til opgave at bekæmpe jugoslaviske partisaner i Kärnten og Slovenien.

Referencer

Noter

  1. ^ a b "Einsatzgruppen". britannica.com. 2019. Arkiveret fra originalen 16. februar 2019. Hentet 2019-08-18.
  2. ^ "Einsatzgruppen". encyclopedia.ushmm.org. 2019. Arkiveret fra originalen 16. februar 2019. Hentet 2019-08-18.
  3. ^ "Einsatzgruppen". deathcamps.org. 2019. Arkiveret fra originalen 5. april 2019. Hentet 2019-08-18.
  4. ^ a b c d Williamson 1995, s. 91
  5. ^ Streim 1989, s. 436
  6. ^ Williamson 1995, s. 229–230
  7. ^ Hilberg 1985, s. 289

Trykte kilder

Litteratur

  • Browning, Christopher R. (2006). Helt vanliga män: reservpolisbataljon 101 och den slutliga lösningen i Polen (svensk). Stockholm: Norstedts. ISBN 91-1-301521-4.
  • Headland, Ronald (1992). Messages of Murder: A Study of the Reports of the Einsatzgruppen of the Security Police and the Security Service, 1941–1943 (engelsk). Rutherford, New Jersey: Fairleigh Dickinson University Press. ISBN 0-8386-3418-4.

Eksterne henvisninger

Enciclo
Wikious
Sapientia
Scientia
Boobota
Anandapedia
Sagapedia
Wikithot