Emil Stang den ældre

Denne artikel vil behandle spørgsmålet om Emil Stang den ældre, som har fået stor relevans i nyere tid. Fra dets oprindelse til dets nuværende indvirkning på samfundet vil dets udvikling og indflydelse på forskellige områder blive undersøgt. Emil Stang den ældre har fanget opmærksomheden hos eksperter og den brede offentlighed og har skabt debatter og refleksioner om dens betydning og virkning. Gennem en omfattende analyse vil forskellige perspektiver blive udforsket og et omfattende syn på Emil Stang den ældre vil blive tilbudt, med det formål at give en dybere forståelse af dette emne.

Emil Stang den ældre
Norges statsminister
Embedsperiode
2. maj 1893 – 14. oktober 1895
Monark Oscar II
Foregående Johannes Steen
Efterfulgt af Francis Hagerup
Embedsperiode
13. juli 1889 – 6. marts 1891
Monark Oscar II
Foregående Johan Sverdrup
Efterfulgt af Johannes Steen
Personlige detaljer
Født 14. juni 1834
Christiania, Norge
Død 4. juli 1912 (78 år)
Christiania, Norge
Gravsted Vår Frelsers gravlund
Politisk parti Høyre
Børn Peder Berg Stang,
Augusta Stang,
Fredrik Stang,
Emil Stang den yngre Rediger på Wikidata
Far Frederik Stang
Beskæftigelse Dommer, politiker Rediger på Wikidata
Religion Den norske kirke
Udmærkelser Storkors af Sankt Olavs Orden
*Storkorskommandør af Nordstjerneordenen
*Den røde ørns orden Rediger på Wikidata
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Emil Stang den ældre (14. juni 1834 i Kristiania4. juli 1912) var en norsk statsminister. Han var søn af Frederik Stang samt far til Fredrik og Emil Stang.

Stang blev student 1853, cand. jur. 1858, overretssagfører 1859 og autoriseredes 1862 som højesteretsadvokat. Så længe hans fader var regeringens chef, indtog han en forholdsvis tilbagetrukken stilling. Ved valgene i 1882 blev han 1. Repræsentant for årene 188385, og fra første stund af, da han optrådte i debatten, var han det konservative partis leder i tinget.

Efter rigsretsdommene i februar og marts 1884 påtog han sig at danne det nye ministerium, hvis chef Chr.H. Schweigaard blev, da partiet ikke ønskede, at Stang skulde forlade sin plads i tinget. Han genvalgtes 188688 og 188991 og blev 1889 Stortingspræsident. Femårsdagen for ministeriet Sverdrups overtagelse af regeringen — 26. juni 1889 — fremsatte han forslag til dagsordenen, der havde til følge, at ministeriets medlemmer indgav deres afskedsansøgninger.

Et nyt ministerium med Stang som chef tiltrådte derefter regeringen 12. juli samme år og blev siddende til 6. marts 1891, da det dimissionerede på grund af Stortingets dagsorden af 23. februar angående diplomatiske sagers behandling. Ved ministeriet Steens afgang 2. maj 1893 blev han for anden gang statsminister. Ministeriet mødtes straks med et mistillidsvotum, men blev dog siddende for at afvente udfaldet af valget efteråret 1894.

Da Venstre efter dette beholdt overvægten i Stortinget, indgav det umiddelbart før tingets sammentræden sine afskedsansøgninger. Det viste sig imidlertid umuligt at danne et nyt ministerium, hvorfor Stang blev siddende. Først efter at Stortinget 7. juni 1895 havde vedtaget en udtalelse om indledning af underhandlinger med Sverige "paa helt frit Grundlag under en med Stortinget samarbejdende Regering" angående ordning af konsulatvæsenet og udenrigsstyret, genoptoges forsøgene.

Først efter forskellige mislykkede kombinationer kunde ministeriet Stang afløses af koalitionsministeriet Hagerup. For valgperioden 18981900 repræsenterede Stang Fredrikshald på Stortinget, men trådte derefter helt tilbage.

Kilder


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt ] i stedet for Salmonsens-skabelonen.