I den moderne verden er Forbundsrådet (Schweiz) blevet et emne med stor interesse og debat. Fra dets oprindelse til dets indvirkning på nutidens samfund har Forbundsrådet (Schweiz) været genstand for undersøgelse og analyse af eksperter inden for forskellige områder. Dens relevans overskrider grænser og kulturer, da dens indflydelse mærkes på alle områder af det daglige liv. I denne artikel vil vi udforske de forskellige aspekter relateret til Forbundsrådet (Schweiz), fra dens oprindelse til dens udvikling i dag. Gennem en stringent og detaljeret analyse vil vi søge at bedre forstå betydningen af Forbundsrådet (Schweiz) i nutidens samfund og dets projektion i fremtiden.
Forbundsrådet (tysk Bundesrat, fransk Conseil fédéral, italiensk Consiglio federale, rætoromansk Cussegl federal) er regeringen i Schweiz.
Forbundsrådet består af 7 medlemmer fra de fire største partier i landet:
Sammensætningen af Forbundsrådet var der i perioden 1959-2003 to medlemmer hver til FDP, CVP og SPS og et medlem til SVP i henhold til 'Zauberformel'. Efter valget af medlemmer i regeringen i Forbundsforsamlingen 10. december 2003 fik SVP, som var gået frem i valget på ny nationalforsamling, den ene af CVP's pladser i regeringen.
Forbundsrådet (regeringen) ledes af forbundspræsidenten (tysk Bundespräsident, fransk le président de la Confédération, italiensk il Presidente della Confederazione, rætoromansk il president da la confederaziun), som vælges for et år om gangen.
Forbundspræsidenten leder regeringen som primus inter pares (den fremmeste blandt ligemænd) og er samtidig landets statsoverhoved.
Den schweiziske centralforvaltning er delt i otte afdelinger. De syv ministre er leder af hver deres departement. Desuden er forbundskansleren leder af forbundskancelliet.
De syv ministerier er:
Forbundskansleren er formelt ikke medlem af regeringen, men deltager i forbundsrådets møder, dog uden stemmeret. Forbundskancelliet (Schweizerische Bundeskanzlei (BK)) løser stabs- og sekretariatsopgaver for forbundsrådet. Desuden offentliggør kancelliet lovene og er ansvarlig for forbindelserne mellem regeringen og parlamentet.