I denne artikel skal vi analysere Konventionen om Oprindelige Folk og Stammefolk, 1989 i detaljer, et emne der har fået stor relevans i de senere år. Konventionen om Oprindelige Folk og Stammefolk, 1989 er et begreb, der studeres bredt inden for forskellige områder, fra psykologi til økonomi, herunder sociologi og politik. Gennem historien har Konventionen om Oprindelige Folk og Stammefolk, 1989 været genstand for debat og refleksion af eksperter og akademikere, såvel som den offentlige mening generelt. I den forstand er det yderst vigtigt at uddybe kendskabet til og forståelsen af Konventionen om Oprindelige Folk og Stammefolk, 1989, for at opnå et bredere og klarere syn på dets indflydelse på samfundet og dagligdagen. Gennem denne artikel foreslår vi at udforske de mange dimensioner og facetter af Konventionen om Oprindelige Folk og Stammefolk, 1989 med det formål at berige debatten og fremme kritisk refleksion over dette emne.
ILO-konventionen om Oprindelige Folks Rettigheder eller ILO-konvention nr. 169 om Oprindelige Folk og Stammefolk i selvstendige stater af 1989, også kaldet Konventionen om Oprindelige Folk, er en central folkeretlig bindende konvention om oprindelige folks rettigheder. Konventionen bygger på Konventionen om indfødte befolkningsgrupper og andre befolkningsgrupper der lever under stammeforhold af 1957, og en forløber for FN's Internationale Erklæring om Oprindelige Folks Rettigheder fra 2007.
Gennem 44 artikler skal konventionen sikre oprindelige folks ret til selv at vælge at integrere eller beholde deres kulturelle og politiske integritet, og beskytte oprindelige folk mod ufrivillig assimilation. Som FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder og FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder skal konventionen om oprindelige folk hindre diskrimination. Konventionen om oprindelige folk anerkender oprindelige folks behov for at bevare og udvikle identitet, sprog, kultur og religion.
Konventionen berører mange aspekter af oprindelige folks liv, som for eksempel retten til tosproget uddannelse, sædvaneret, miljø, jordrettigheder, ejendomsrettigheder, retten til at blive hørt og deltage i beslutningsprocesser, selvidentifikation og beskyttelse og udvikling af kulturelle værdier.
22 lande har indtil videre ratificeret konventionen (d. 2. februar 2012). Danmark ratificerede konventionen efter en kgl. resolution af 18. januar 1996 i 22. februar 1996, og den trådte i kraft d. 22. februar 1997. For Danmarks vedkommende gælder konventionen for det oprindelige folk i Grønland eller inuit-folket indenfor statens grænser. Hverken Sverige, Finland eller Rusland har ratificeret konventionen. I Sverige blev konsekvenserne af en tilslutning af konventionen undersøgt ved en offentlig redegørelse i 1999, der konkluderede at en tilslutning af konventionen ville være mulig i løbet af en periode på ca. fem år efter enkelte problemstillinger ville være løst. I 2011 mente Sveriges rigsdagspartier imidlertid, at det fremdeles er uklart hvilke konsekvenser konventionen ville kunne få for landet.
Følgende lande har tilsluttet sig til konventionen (dato for ratificeringen i parentes):.