Premio Amalfi

I dagens verden har Premio Amalfi fået usædvanlig relevans i samfundet. Uanset om det skyldes dets indflydelse på økonomien, dets indflydelse på populærkulturen eller dets betydning på det videnskabelige område, har Premio Amalfi vist sig at være et emne af interesse for mennesker i alle aldre og baggrunde. Gennem historien har Premio Amalfi spillet en afgørende rolle i menneskehedens udvikling og markeret betydelige milepæle, der har formet civilisationens gang. I denne artikel vil vi udforske de forskellige facetter af Premio Amalfi og dens indvirkning på forskellige områder, analysere dens relevans i den nuværende kontekst og projicere dens indflydelse i fremtiden.

Premio Europeo Amalfi per la Sociologia e le Scienze Sociali (Europæisk Amalfipris for Sociologi og Socialvidenskaber, forkortet Premio Amalfi) er en anset italiensk pris inden for socialvidenskaberne. Den blev indstiftet i 1987 på foranledning af Sektionen for sociologiske teorier og social forandring under det Italienske selskab for sociologi. Prisen uddeles hvert år i Amalfi til forfatteren af en monografi, som er udkommet inden for de seneste to år, og som har ydet et betydningsfuldt bidrag til sociologien.

Prisuddelingen finder sted i forbindelse med et internationalt, sociologisk møde. Prismodtagerne bliver udvalgt af et Comitato Scientifico. (I bestående af: Allessandro Cavalli, Gerardo Delanty, Salvador Giner, Michel Maffesoli, Carlo Mongardini (Vorsitz), Hans Peter Müller, Birgitta Nedelmann, Richard Sennett, Piotr Sztompka og Michel Wieviorka. – Tidligere medlemmer er bl.a. Margaret Archer, Anthony Giddens, Karl-Siegbert Rehberg og Friedrich H. Tenbruck.)

Prisen kan deles mellem flere. I 1999 blev der tilføjet en prisuddeling hvert andet år for en fremragende førsteudgivelse, opkaldt efter Norbert Elias, der havde modtaget Premio Amalfi som den første. Desuden findes der andre priser i forskellige kategorier.

Prismodtagere

  • 1987: Norbert Elias for Die Gesellschaft der Individuen
  • 1988: Serge Moscovici for La machine à faire des dieux
  • 1989: Zygmunt Bauman for Modernity and the Holocaust
  • 1990: M. Rainer Lepsius og Wolfgang J. Mommsen som udgivere af Max Weber. Briefe 1906-1908
  • 1991: Louis Dumont for L'ideologie allemande
  • 1992: Ingen prisuddeling
  • 1993: Prisuddelingen udsat
  • 1994: Charles Tilly for European Revolutions (1942-1992)
    • Juryens ekstrapris: Christoph Braun som udgiver af Max Weber. Musiksoziologie
  • 1995: Raymond Boudon for Le juste et le vrai;
  • 1996: Prisuddelingen udsat
  • 1997: Niklas Luhmann for Die Gesellschaft der Gesellschaft og Martin Albrow for The Global Age
  • 1998: Alain Touraine for Comment sortire du liberalisme og Richard Sennett for The Corrosion of Character: The Transformation of Work in Modern Capitalism
    • Luigi-Sturzo-ekstrapris for Politische Studien: Serge Latouche
    • Norbert-Elias-Amalfipris: David Lepoutre for Cœur de banlieue. Codes, rites et langages
  • 1999: Prisuddelingen udsat
  • 2000: Samuel N. Eisenstadt for Fundamentalism, Sectarism and Revolution
  • 2001: John B. Thompson for Political Scandal. Power and Visibility in the Media Age
    • Luigi-Sturzo-ekstrapris for Politische Studien: Michael Th. Greven für Die politische Gesellschaft. Kontingenz und Dezision als Probleme des Regierens und der Demokratie
    • Norbert-Elias-Amalfipris: Wilbert van Vree for Meetings, Manners and Civilization: The Development of Modern Meeting Behaviour.
  • 2002: Prisuddelingen udsat
  • 2003: Ingen hovedprisuddeling
  • 2004: Prisuddelingen udsat
  • 2005: Ingen hovedprisuddeling
    • ("A Book for Europe 2004"): Suzanne Keller for Community Pursuing the dream, living reality
  • 2006: Ingen hovedprisuddeling
  • 2007: Prisuddelingen udsat
  • 2008: Ingen hovedprisuddeling
  • 2010: Gérard Bronner for La Pensée Extrêmee

Weblinks