Ratifikation er et emne, der har fanget millioner af menneskers opmærksomhed gennem årene. Dens indvirkning på samfundet har været betydelig og har skabt konstant debat på forskellige områder. Siden starten har Ratifikation vakt interesse hos forskere, akademikere, entusiaster og den brede offentlighed, som har søgt at forstå dens implikationer og indflydelse på forskellige aspekter af dagligdagen. I denne artikel vil vi udforske forskellige perspektiver på Ratifikation og analysere dens udvikling over tid, såvel som dens relevans i en nutidig kontekst.
Ratifikation (lat. ratificatio) er en bekræftelse af en indgået international aftale/ traktat, som bringes til udførelse ved at involverede lande afleverer de relevante aftaledokumenter (et ratifikationsinstrument) på et forud aftalt sted, hvor de involverede lande har aftalt, at nævnte dokumenter skal opbevares.
Eksempelvis skal ratifikationsinstrumenterne vedrørende EU’s traktater afleveres i Rom.
Ved forhandling om internationale aftaler/traktater skal der landene imellem først opnås politisk enighed om teksterne.
Den politiske enighed er kun forpligtende til en vis grad og er ikke juridisk bindende. For at en aftale eller en traktat skal blive bindende, kræves det, at involverede lande ratificerer den.
Det vil sige, at de regeringer, som har forhandlet aftalen, endnu en gang skal acceptere aftalen, efter at denne er godkendt i landenes parlamenter i overensstemmelse med disses forfatningsmæssige bestemmelser herom.
For eksempel kræver den danske grundlov i visse tilfælde en folkeafstemning, før regeringen kan ratificere en traktat.