Zeeman-effekten
I Zeeman-effekten-verdenen er der et uendeligt antal aspekter og tilgange at tage fat på. Uanset om det er i hverdagen, på arbejdspladsen eller i samfundet generelt, har Zeeman-effekten en væsentlig indflydelse på vores liv. Fra dets oprindelse til dets udvikling i dag har Zeeman-effekten været genstand for undersøgelse, debat og refleksion. I denne artikel vil vi udforske forskellige perspektiver på Zeeman-effekten og analysere dets betydning, implikationer og indflydelse i forskellige sammenhænge. Gennem en omfattende og tværfaglig tilgang vil vi kaste lys over dette emne for at fremme en mere komplet og berigende forståelse af Zeeman-effekten.
Normal Zeeman-effekt forårsager, at der i lys som udsendes fra en stjerne med selv et svagt magnetfelt, sker en opsplitning af velkendte spektrallinier i 3, hvoraf den ene har sin normale bølgelængde(λ), og de to andre spektrallinier er forskudt til positioner på hver sin side af, og med lige stor afstand fra, spektralliniens normale bølgelængde.
Der findes en anden form for Zeeman-effekt, den "unormale Zeeman-effekt", som forårsages af synkrotronstråling.
Beregning af Normal Zeeman-effekt
Linieforskydningen beregnes som: δλL = ± 7,9*(λ(Å) / 4101)² (B/1.000.000) Å
Eksempel: (B = 25.000 Gauss; λ = 4861 Å)
δλL = ± 7,9*(4861/4101)² (25.000/1.000.000) Å
δλL = ± 0,2775 Å, dvs. en indbyrdes afstand mellem de to Zeeman-forskudte spektrallinier på 0,555 Å
Følgelig kan man omvendt beregne den maximale (magnetfeltstyrke) for en stjerne.
Eksempel: (λ = 4861 Å og afstanden mellem de yderste linjer = 0,555 Å) – man bruger de yderste, forskudte linjer fordi det giver større præcision
B ≈ ((1.000.000 * δλL) / (2 * 7,9 * (λ / 4101)²) Gauss
B ≈ ((1.000.000 * 0,2775) / (15,8 * (4861 / 4101)²) Gauss
B ≈ 25.000 Gauss.
(Konstanten 7,9 i divisor i beregning af feltstyrken er ganget med 2 ( = 15,8), fordi Zeeman-effekten er ± (dvs. linjer er forskudt både + δλ og – δλ)).
Se også
- Minkowskibånd - ved ekstremt stærke magnetfelter.
Note
- I virkelige målinger og beregninger er præcisionen bestemt af spektrallinieopløsningen.