I dagens verden er Nearktiske zone blevet et emne af almen interesse, der dækker en lang række aspekter. Fra politik til teknologi, kultur og samfund har Nearktiske zone sat et betydeligt præg på hvert af disse områder. Med en gennemslagskraft, der overskrider grænser og generationer, er Nearktiske zone blevet et samlingspunkt for refleksion, debat og handling. I denne artikel vil vi undersøge, hvordan Nearktiske zone har påvirket og formet forskellige aspekter af vores liv, såvel som de udfordringer og muligheder, det giver for fremtiden.
Den nearktiske zone (af græsk neo = "ny" + arktos = "det arktiske") er en af de otte 8 økozoner, som Jordens overflade er inddelt i.
The nearktiske zone dækker det meste af Nordamerika, heri medregnet Grønland og højsletterne i Mexico. Det sydlige Mexico, det sydlige Florida, Centralamerika og de Caribiske øer tilhører derimod den neotropiske zone sammen med Sydamerika.
Verdensnaturfonden (WWF) opdeler den nearktiske zone i fire økoregioner, der defineres som "geografiske grupper af økoregioner, som kan omfatte flere habitattyper, men som har stærke biogeografiske sammenhænge, særligt på taxonomiske niveauer, der er højere end art (dvs. slægt eller familie)."
Bioregionen Det canadiske skjold strækker sig hen over den nordlige del af kontinentet fra de Aleuterne i vest til Newfoundland i øst. Den omfatter også den nearktiske zones økoregioner Arktisk tundra og Taiga. Det canadiske skjold er den nordligste region i Nearktis, og den rummer overgange fra tundraen i Alaska, det nordlige Canada og Grønland til Taigaen, de nordlige, nåleskove, som strækker sig tværs over kontinentet.
Bioregionen Det østlige Nordamerika omfatter de tempererede løvskove og blandede skove i det østlige USA og det sydøstlige Canada, de tempererede græsområder på prærierne i det midtvestlige USA og den midterste del af det sydlige Canada samt de tempererede nåleskove i det sydøstlige USA.
Bioregionen Det vestlige Nordamerika omfatter de tempererede nåleskove i kyst- og bjergregionerne i Alaska og det vestlige Canada samt de regnskovsagtige nåleskove i Pacific Northwest regnet fra stillehavskysten til Rocky Mountains. Desuden omfatter regionen også højsletter med kolde vintre i det vestlige USA, hvor man finder ørkener, tørre buskstepper og kortgræsprærier.
Bioregionen Det nordlige Mexico omfatter højsletter med milde vintre i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, dvs. Chihuahua-ørkenen, Sonoraørkenen og Mojave-ørkenen, de mediterrane chapparalområder og skove i Californien, de varmt tempererede eller subtropiske, rene fyrreskove og fyrre-egeskove i Arizonas bjerge, på Sierra Madre Occidental og på Sierra Juarez.
Selv om Nordamerika og Sydamerika for tiden er forbundet ved Panamatangen, var de to kontinenter adskilt i ca. 180 millioner år, hvor de udviklede meget forskellige plante- og dyregrupper. Da det gamle superkontinent Pangæa blev splittet op for ca. 180 millioner år siden, blev Nordamerika hængende sammen med Eurasien som en del af superkontinentet Laurasien, mens Sydamerika var en del af superkontinentet Gondwana. Nordamerika blev senere adskilt fra Eurasien, men kontinentet har i perioder været forbundet med både Asien og Sydamerika ved landbroer, hvad der har muliggjort den udveksling af plante- og dyrearter med disse kontinenter, som kaldes den Store amerikanske udveksling.
En tidligere landbro over Beringstrædet mellem Asien og Nordamerika gav mange planter og dyr mulighed for at bevæge sig mellem disse kontinenter, og den nearktiske zone har mange planter og dyr fælles med den nearktiske zone. De to zoner sammenfattes nu og da til én Holarktisk zone.
Mange af de store dyr fra megafaunaen, f.eks. heste, kameler, mammutter, mastodonter, kæmpedovendyr, sabelkatte (Smilodon), kæmpebjørnen Arctodus simius og geparden blev udryddet i Nordamerika ved slutningen af den seneste istid. Dette udryddelsesfænomen i holocæn falder sammen med, at de første spor efter mennesker dukker op. Tidligere antog man, at udslettelserne i megafaunaen skyldtes det ændrede klima, men mange forskere mener nu, at hovedårsagen var de nyankomne menneskers jagttryk, selv om klimaændringer også har bidraget. Når de store rovdyr uddøde kan det ses som en følgevirkning af, at deres byttedyr blev for få. Den amerikanske bison, den brune bjørn, dens underart, Grizzlybjørn, og den amerikanske underart af Kronhjort, Wapiti indvandrede til Nordamerika omtrent samtidig med menneskene, og de bredte sig hastigt, mens de udfyldte de økologiske nicher, der stod tomme, efter at arterne i den nordamerikanske megafauna var uddøde.
Dyr, der oprindeligt kun fandtes i den nearktiske zone:
Én gruppe af fugle, Timaliinae, er endemisk for den nearktiske zone. Den holarktiske zone har fire endemiske fuglegrupper: Lommer, Skovhøns, Alkefugle og Silkehaler Plantefamilier, der er endemiske eller næsten endemiske for den neartiske zone omfatter Crossosomataceae, Simmondsiaceae og Sumpblomst-familien.