Jotvingere
I den moderne verden er Jotvingere blevet et emne af stor relevans og interesse for adskillige sektorer af samfundet. Dens indflydelse spænder fra den personlige til den professionelle sfære, herunder den indflydelse, den har på kultur og teknologi. Der er mange debatter og overvejelser, der kredser om Jotvingere, og dens betydning er ubestridelig i dag. Derfor er det vigtigt at dykke ned i dets forskellige facetter og forstå dets omfang og implikationer i vores daglige liv. I denne artikel vil vi udforske nogle af de mest relevante perspektiver på Jotvingere og hvordan det påvirker samfundet som helhed.
På kortet nævnt som Yotvingians (Sudovians).
Jotvingerne eller sudoverne (litauisk: Jotvingiai eller Sūduviai; lettisk: Jātvingi; polsk: Jaćwingowie, hviderussisk: Яцвягі (tr. Jatvingi), tysk: Jatwinger) var et baltisk folkeslag, der var bosat i det nuværende sydlige Litauen. De talte jotvingisk, et vestbaltisk sprog man kender forholdsvis lidt til i dag.
Geografi
Jotvingerne boede i området af Sudovia og Dainava (Jotvingia), syd vest for det øvre løb af floden Nemunas i området mellem de nuværende byer Marijampolė, Merkinė i Litauen, Slonim, Kobryn i Hviderusland, Białystok og Ełk i Polen. I dag svarer dette område til dele af Dzūkija og Suvalkija i Litauen, dele af Hrodna og Brest oblast i Hviderusland og voivodskabet Podlasie i Polen.
Historie
Jotvingia omtales som "terra Sudorum" af Vytautas den Store i et brev til kejser Sigismund den 11. marts 1420.
Fra år 700 var der kampe mellem jotvingerne og deres slaviske naboer, med gentagene angreb fra begge sider.
I 1260 rejste litauerne sig mod den Tyske Orden, der var blevet inviteret af hertug Konrad I af Masovien samme år for at kæmpe mod den baltiske stamme preusserne. Jotvingerne støttede forsvaret mod den Tyske Orden og angreb dybt ind i de tyske erobringer i 1270-erne, hvor en angribende jotvingiansk hær blev besejret. Fra 1281 satte Ordenen med hele sin militære styrke ind på at nedkæmpe den jotvingiske høvdings (jotvingisk: Skomantas) (dansk: ~ fyrste/hedensk præst) forsvar. Fyrsten måtte kapitulere i 1283 og konverterede til kristendommen. Han og hans efterkommere fik lov at beholde deres jord og blev optaget i den højere preussiske adel, mens en del af jotvingere blev solgt slaver, 1.600 blev genbosat i Samland, og en del af jotvingere forblev i deres hjemstavn, blev efterfølgende kristnet og germaniseret.
Eksterne henvisninger
- Marija Gimbutas bog The Balts, med kort (engelsk).
 | Spire Denne artikel om Europas historie er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |