I denne artikel vil vi udforske Aften (digt), et emne af stor relevans i dag, som påvirker forskellige studieområder, og som har skabt bred interesse for det akademiske samfund og samfundet generelt. Aften (digt) repræsenterer et afgørende punkt for at forstå forskellige fænomeners funktion, fra et historisk, videnskabeligt, socialt eller kulturelt perspektiv. Gennem detaljeret analyse vil vi undersøge hvert relevant aspekt af Aften (digt), udforske dets implikationer, dets udvikling over tid, samt mulige løsninger eller tilgange til at løse denne udfordring. Denne artikel har til formål at tilbyde en omfattende, kritisk og reflekterende vision om Aften (digt) i et forsøg på at give viden og skabe en informeret debat om dette vigtige emne.
"Aften", nok bedre kendt som "Stille, hjerte, sol går ned", er et digt af Jeppe Aakjær fra samlingen Ræbild-Kantate (1912). Digtet blev også offentliggjort i Politiken 4. august samme år. Det er sat i musik af Thomas Laub i 1915 og er optaget i Højskolesangbogen.
Aakjær skrev digtet til en fejring af den dansk-amerikanske samhørighed i Tivoli. Senere brugte han også digtet som introduktion i sin bog Hedevandringer (1915).
Digtet er en del af lyrikantologien i Kulturkanonen fra 2006.
"Aften" indeholder fire strofer på hver fem linjer, hvoraf den sidste er gennemgående i alle strofer ("Stille, stille, hjerte, sol går ned" – deraf det folkelige navn). De fire øvrige linjer følger rimmønsteret A-B-A-B.
Indholdsmæssigt er der tale om et stemningsbillede, som man kunne opleve det på heden ved aftentime, hvor Aakjær indfanger både lyset, lyde (humlebiens brummen), dyrene (også viben og storke) og landskabet (hede, sti, mose, dam), mens menneskets aktiviteter kun svagt noteres ("Fjerne ruder østerpå").
Som sang er "Stille, hjerte, sol går ned" indspillet af en række kunstnere, heriblandt af en række kor. Fra nyere tid kan nævnes Pia Raug og Steve Dobrogosz på albummet Længsel (1987) og Lis Sørensen på albummet Danmark nu blunder den lyse nat (2003).